Eksistentialisme

Eksistentialisme: betegnelse for en filosofisk - især fransk og tysk - tradition i dette århundrede. En vigtig forudsætning er den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-55). Den eksistentialistiske filosofi udvikler sig i øvrigt i forskellige retninger: det er især vigtigt at skelne mellem kristen eksistentialisme (Jaspers, Marcel) og ateistisk (Heidegger, Sartre, Camus). Betydning for litteraturen har navnlig Sartre og Camus og, i Danmark, Kierkegaard haft.

Eksistentialismens problem er, som navnet siger, hvad det vil sige at være til. Udgangspunktet er en oplevelse af tilværelsens fuldkomne mangel på formål og mening. Den kristne Kierkegaard skildrer mennesker, der, i glimt eller vedholdende, fatter, at ingen timelig beskæftigelse, så gavnlig og beundringsværdig, den må synes, kan rumme deres hele væsen: mennesket er ved sin bevidsthed noget andet og mere end alt, hvad det kan give sig af med. Gennem valget forankrer mennesket sit liv i noget absolut: det evige, Gud.

Også for ateisten Sartre ophæver valget tilværelsens absurditet. Idet man vælger, i Kierkegaards og eksistentialismens særlige brug af ordet, påtager man sig det fuldstændige ansvar for alle følger af ens valg. Man anerkender m.a.o. ikke, at uberegnelige konsekvenser fritager én for ansvar, fordi de var uberegnelige, da man valgte. Og man anerkender ikke, at ens handlinger udspringer af andet end ens bevidste vilje, - hverken af lidenskab, vane eller omgivelsernes pres. For eksistentialisten er mennesket dømt til frihed. Jf. Determinisme/indeterminisme*.

Eksistentialistisk tænkning spores i megen litteratur efter 1945. I Danmark hos forfatterne omkring tidsskriftet Heretica (1948-53): Ole Wivel, Erik Knudsen, Martin A. Hansen, især som påvirkning fra Kierkegaard [1], og derudover fx hos H. C. Branner og Peter Seeberg.

Handlingen i eksistentialismens romaner (Løgneren - Ingen kender natten - Fugls føde) spænder i reglen kun over ganske kort tid (et par dage): temaet er valgets øjeblik. Især skildrer de eksistentialistiske forfattere tilstanden før valget: den uegentlige tilværelse i isolation og efter konventioner så tomme, at de er blevet til absurde ritualer [2].

[1] Kierkegaard og den kristne tradition er forudsætningen for Martin A. Hansens eksistentialisme:

. . .jeg vidste længe ikke, hvorfor den kvindelige Hovedperson maatte hedde Alma, umuligt kunde hedde andet, indtil jeg langt henne i sidste Bearbejdelse huskede, pludseligt, Alma i den uflyttelige Kolos i dansk Digtning, »Adam Homo« . . .

. . . der vel igen har tjent som Forbillede for Ibsens Solvejg i »Per Gynt« (for begges Vedkommende fører disse Skikkelser Tanken til Skyldtænkningens Spids - Kierkegaard) . . .

- Jeg kan ikke her lade være at indskyde, at jeg, hvis jeg [selv] korteligt (og dermed lidt grovt) selv skal formulere min ideale Stilling i Litteraturen og Traditionen, vil karakterisere mig som en »Genoptager« eller »Tilbagevender«, en som stræber efter noget normativt og som klart erkender, dels at dette ikke kan gøres uden en metafysisk Begrundelse, dels at vor (min) eneste Mulighed derfor er at vende sig til Kulturens tidlige, dybe Erfaringer, men dog med Krop og Sjæl stikkende til Halsen i vor egen Tid, som vor usminket sande Situation . . .

Det allerførste, der melder sig som Opgave, er da ikke at give Tiden et Svar, for det er, hvad alle gør, og det hjælper ikke, men at opstille Spørgsmaal — og dette Spørgsmaal, mener jeg, maa uundgaaeligt tvinge vor Opmærksomhed mod de gamles Eksistenstænkning.

(Martin A. Hansen i et brev fra 1946, trykt i Thorkild Bjørnvig: Kains Alter, 1964)

[2] Den uegentlige tilværelse:

Hiffs rystede på hovedet.

- Jeg begriber ikke, hvorfor du i det hele taget er i live endnu.

- Jeg heller ikke, sagde Tom, - det er ikke min skyld. Men jeg egner mig ikke for at tage livet af mig. Hvad er der ved det? Så ubehageligt er der intet, der er. Jeg synes heller ikke, at selvmord er ubehageligt, men der er noget dramatisk ved det, man må tage sig selv højtideligt, synes jeg. Jeg gider ikke, du.

- Hvem ved, om du ikke snyder dig selv, Tom, sagde Hiffs, - måske det er en godt skjult moral, som forhindrer dig. Holder du af din kone?

- Nåja, hvad skal man sige til det; man går jo op og ned af hinanden dag efter dag, det bliver jo en last, det kan såmænd godt være, at man holder af hende; jeg ved det ærlig talt ikke. Det er jo trivielt altsammen.

(Peter Seeberg: Fugls Føde, 1957)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt