Eksposition: fremstillingen af forudsætningerne for handlingen i et drama.
1. Ekspositionen i ældre teater
I ældre tid indledes et drama ofte med, at en figur uden for handlingen, »prologus«, introducerer denne. Den indledende monolog kan også lægges i munden på én af stykkets personer som en slags højttænkning eller som direkte henvendelse til publikum (se et Holberg-eksempel ved artiklen Anakronisme*).
1800- og 1900-tallets realisme* og naturalisme* kræver, at ekspositionen udspringer af en naturligt motiveret samtalesituation.
Det brud på hverdagsrutinen, som dramaet gerne begynder med, giver de implicerede lejlighed til at opridse situationens hovedlinjer: ekspositionens udgangspunkt kan fx være et skænderi, en uventet udnævnelse [1], et nyligt etableret fortrolighedsforhold, hvor hver af parterne må fortælle den anden om sin baggrund (Panduros »Bella«), Gamle og prøvede optakter er tjenestefolkenes snak om herskabet eller den netop ankomne fremmede, der må have rede på forholdene (begge typer i »Vildanden«)
2. Ekspositionens omfang
De elementære forudsætninger for at tilskueren kan orientere sig blandt personerne, må begribeligvis meddeles så hurtigt som muligt i løbet af første akt*, ekspositionsakten,
I videre forstand, som afdækning af fortiden, kan ekspositionen strække sig gennem det meste af dramaet, hvis scenehandling da kun omfatter de sidste konsekvenser af en lang begivenhedskæde; denne kompositionsform er karakteristisk for Ibsen (jf. Intrige*).
3. Ekspositionen i moderne drama
Vigtige dele af 1900-tallets dramatik afviger også for ekspositionens vedkommende fra den naturalistiske tradition: teatret skal ikke opleves som virkelighed, men netop som teater [2].
Brechts Verfremdungs*-teknik ytrer sig bl.a. ved, at ekspositionen meddeles i indlagte sange eller på plakater, der vises før de enkelte scener; jf. Episk teater*.
[1] Optakten til et realistisk radiospil:
Susanne (i telefonen): Bitten? Forstyrrer jeg?
Bitten: Ikke spor. Dav.
Susanne: I har ikke lige sat jer til bordet? Hør her - - - jeg ved slet ikke hvordan jeg skal begynde - - - sidder du ned? Hold fast i et eller andet, ikke? Altså, Henrik er blevet underdirektør. Bitten har du hørt noget så vanvittigt, han er blevet underdirektør. . .
Bitten: Lars, kom skal du høre, Henrik er blevet underdirektør, (højere) Lars. (Pause) Susanne, her kommer han.
Lars: Susanne? Det er Lars. Hvad er det du sir? Er han blevet underdirektør? Hvornår er det sket? Han var ikke underdirektør da jeg kørte derindefra klokken fire.
(Anders Bodelsen: En hård dags nat, 1966)
[2] Kjeld Abell fornyr en gammel ekspositionstype:
(Der bliver mørkt i salen - lyset sættes på fortæppet. GÅRDSANGEREN kommer slentrende ind og synger de første vers af sangen om Larsen:)
Her er en sang om en mand, der hed Larsen ...
. . . Han slentrer ud - - - fortæppet går, og man ser på det sted, hvor gårdsangeren stod, står en mand med ryggen til (som om det var sangerens spejlbillede) - - Manden vender sig hurtigt, står stift og siger lidenskabsløst og sagligt)
Larsen: Jeg hedder Larsen - jeg er søn af meget pæne forældre -
(Melodien, der blev væk, 1935).