Ekspressionisme

Ekspressionisme: »udtrykskunst«, retning i europæisk kunst (især malerkunst og litteratur) i begyndelsen af dette århundrede. Ekspressionismen vender sig imod naturalismens* bestræbelse for objektiv, videnskabelig registrering og impressionismens* passive iagttagerholdning.

Ekspressionisten vil i kunstværkets materiale, farver og ord omsætte sin indre virkelighed, sin oplevelse; oftest en krisebevidsthed: angst, kaosfølelse.

Denne ekstreme subjektivisme må sprænge eksisterende former og vedtægter: ekspressionismens digtning eksperimenterer hensynsløst med typografi, orddannelse og syntaks. Omverdensbeskrivelsens mange besjælinger* er projektioner af den oplevendes indre uro; metaforer* og sammenligninger* fastholder hans associationer*.

Som litteraturhistorisk periode* træder ekspressionismen særlig tydeligt frem i tysk litteratur omkring 1. verdenskrig. Et nedslag i Danmark kan registreres o. 1920: Tom Kristensen [1], Emil Bønnelycke (se citat ved artiklen Fiktion*), Broby-Johansen [2], men betegnelsen ekspressionisme kan med rimelighed bruges bredere, om en stadig opdukkende bestræbelse i 20. århundredes modernisme; herhjemme hos så forskellige digtere som Johs. V. Jensen, Gustav Munch-Petersen, Bundgaard Poulsen (se citat ved artiklen Hyperbel), Klaus Rifbjerg, Ivan Malinovski.

[1] Ekspressionisme i prosa:

Og han lukkede Øjnene af Træthed og Nervøsitet og segnede bagover i et lysende Mørke, som var gennembrændt af Sol, og han syntes, at han så Kiosken med det spidse Tag og de dekorative Udskæringer og de farvede Reklamer dirre ud i den tynde Luft og svæve hen over en Plads, en hvid Taage, der laa under ham som en Sky, og han syntes, at de røde Husfacader segnede bagover og derved løftede hele Torvet i Vejret, stemte det op, som en Løftestang hæver en flad Sten . . .

(Tom Kristensen: Livets Arabesk, 1921)

[2] - og i lyrik:

SELV MORD
SORTE GRENE HULKER
STORM-CHORAL ORGLER
TUNGT GENNEM RÅ-TÅGENAT
LØV DØDSDANSER
LYKKE MÅ FORGÅ
NAVNLØS GEMMER I SØS
MODERSKØD HUDS BRÆNDEN
KOLD SIVER VÆDEBLIDME
IND OVER LEGEM IND I
HÅNDFLADERNESOVNENDE HVISKER:
UEJET

(Broby-Johansen: Blod, 1922)

Til toppen

metodebogen.dk | ISBN 978-87-998642-1-8 | © Jørn Ingemann Knudsen (redaktør og ansvarshavende) og forfatterne 2024 | Kontakt