Elegi

Elegi: en lyrisk genre*. Ordet »elegi« blev i antikken* sat i forbindelse med det græske ord for »klagesang«. Men denne opfattelse, der har holdt sig, er sikkert forkert. Glosen bruges nemlig oprindelig om alle digte, der var skrevet i en bestemt metrisk form, det »elegiske distikon«, der består af et hexameter* + et med hexametret nærtbeslægtet metrum*: pentametret.

De græske elegier behandler vidt forskellige emner, fx politiske, filosofiske og moralske. De romerske digteres elegier er derimod altid kærlighedsdigte (Catul, Properts, Ovid).

I senere europæisk litteratur defineres genren alene ved den holdning, som ordet »elegi« menes at angive: elegien er et klagedigt.

Genren kommer på mode i førromantikken* og romantikken*. Guldalderdigterne (Staffeldt, Aarestrup) overholder også de oprindelige krav til versemålet [1].

Hos senere lyrikere (fx Nis Petersen, Frank Jæger) angiver titlen »elegi« udelukkende digtets holdning [2].

[1] For Emil Aarestrup angiver »elegi« både en form og en holdning:

Og i de zittrende Blink, som Bølgen
og Stjernerne kaste
Hviler et Ord, et Farvel, men ogsaa
et Løvte om Gjensyn!
Ikke her alene, ved denne Kysts
elegiske Skjønhed
I disse Skyers hensvævende
Maanebelysning,
Mangesteder besjæler din Aand
Naturen og Verden,
Og - der sees vi igjen, der samles,
der favnes vi atter!

(O hvor smukt dette Landskabs Form, 1844)

[2] - hos Frank Jæger betegner ordet alene en holdning:

. . . Ordløst har jeg
Jer delagtiggjort
i min Rejses
Armod og Fallit.
Rudens Snit af Havet,
bly tungt, stort.
Nederlaget
er alene mit.

(af: ’Jysk Elegi’, Cinna, 1959)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt