Dramaets tre enheder, handlingens, tidens og stedets enhed, er tre krav til dramaets (især tragediens) fiktion*:

1. Handlingens enhed

Dramaet skal have én sammenhængende og fuldstændig handling med en begyndelse, en midte og en slutning, der følger nødvendigt af hinanden (jf. Akt*, Eksposition*, Peripeti* og Katastrofe*).

2. Tidens enhed

Handlingens varighed må ikke overstige 12 eller 24 timer (afhængigt af, hvordan man tolker Aristoteles’ formulering: »i løbet af en solomdrejning«).

3. Stedets enhed

Endelig skal handlingen udspilles på det samme sted. Også dette krav kan realiseres mere eller mindre strengt; stedets enhed kan betyde samme stue gennem hele dramaet eller fx forskellige lokaliteter i samme by.

De to første krav går tilbage til antikken (Aristoteles), det sidste føjer den franske klassicisme* til.

Som klassicistisk kunstideal måtte kravet om de tre enheder forpligte Holberg, der også nogenlunde opfylder det, »saa ofte Materien det haver tilladt«, men som i øvrigt advarer mod pedanteri her som andetsteds [1].

Derimod bekæmpes enhederne af romantikken*, der henviser til Shakespeares løse og frie dramaopbygning.

Imidlertid befordrer enhederne virkelighedsillusionen: derfor overholdes de i naturalismens* borgerlige dagligstuedrama (Ibsen) [2], og derfor forkaster Brecht dem i sit »episke teater«*, der netop vil illusionen til livs.

[1] Holberg om de tre enheder:

. . . mangt et Skuespill fortjener ikke Navn af Skuespill, endskiønt alle Logiske Regler derved ere i Agt tagne. Adskillige Comoedie-Skrivere bilde sig dog ind, at Konsten derudi bestaaer, og derfor til Beviis sette paa Titel-Bladet disse Ord: Scena er paa en Sahl eller udi en Amme-Stue, og Stykket varer 4 eller 6 Timer. Naar saadant skal tiene til Beviis paa et got Skue-Spil, saa kand enhver Skolemester blive en Comoedie-Skriver . . .

(Epistel 66, 1748)

[2] Ibsen overholder de klassiske enheder:

Første akt: En rummelig havestue . . . Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn . . .

Anden akt: Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet . . .

Tredje akt: Stuen som før. . . Mørkt udenfor. . . Hun går hen til bordet og slukker lampen. Solopgang. Bræen og tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys. . .

(Gengangere, 1881)