Episk teater: den tyske forfatter Bert Brechts betegnelse for sin egen dramatik. Brecht erstattede traditionens faste akt*-opbygning af løstforbundne, korte scener*. De gamle krav om tidens og stedets enhed* blev helt tilsidesat: et Brecht-skuespil kan som en roman spænde over mange år og udspille sig på mange steder [1]. Handlingsgangen kommenteres undervejs i korsange eller ligefrem af en fortæller.
Brecht ville med disse episke træk opnå, at publikum bevarer en afstand til det, der foregår på scenen. Man skal ikke identificere sig med dramaets personer, leve sig ind i handlingen, men hele tiden være sig bevidst, at det er et skuespil, man overværer. Jf. Verfremdung*. Kun således kan man forholde sig intellektuelt, kritisk vurderende, til det man ser. Og for marxisten Brecht var dramaet en mulighed for at demonstrere abstrakte samfundsprocesser i anskuelig form. Hans skuespil er »lærestykker«.
Brechts episke teater har, sammen med den idé om dramaets politiske funktion, der motiverer formen, haft meget stor betydning for moderne europæisk dramatik (og film: Fassbinder); herhjemme for det »opsøgende teater« siden slutningen af 1960erne.
[1] Episk teater:
Det moderne teater er det episke teater. Følgende skema viser nogle vægtforskydninger fra dramatiske til det episke teater.
Teatrets dramatiske form Teatrets episke form handlende fortællende indvikler tilskueren i en scenehandling gør tilskueren til betragter, men forbruger hans aktivitet vækker hans aktivitet lader ham føle noget aftvinger ham afgørelser oplevelse verdensbillede tilskueren bliver hensat i noget han stilles over for noget suggestion argument følelserne bliver konserveret bliver drevet til at tage form af erkendelse tilskueren står midt i det hele, lever med tilskueren står overfor, studerer mennesket forudsættes bekendt mennesket er genstand for undersøgelsen det uforanderlige menneske det foranderlige og forandrende menneske spænding om slutningen spænding om gangen i det en scene fører over i den næste hver scene står for sig vækst montage lineært forløb i kurver evolutionær nødtvungenhed spring mennesket som fixum mennesket som proces tænkningen bestemmer tilværelsen tilværelsen bestemmer tænkningen følelse ratio
(Bert. Brecht: Det moderne teater er det episke teater, 1931; dansk 1966: Om Tidens Teater)