Epos

Epos: episk genre; omfangsrig, fortællende og beskrivende digtning på vers. Epos’et er den ældste episke storform, repræsenteret i alle betydelige oldtidskulturer: det beretter oprindelig om guder og helte.

Antikkens* eposdigtning: de homeriske digte lliaden og Odysseen og romeren Vergils Æneide har haft stor indflydelse som forbillede for senere europæisk litteratur. I dansk digtning ligger fx Æneiden bag Holbergs komiske helteepos Peder Paars.

Selvstændige udviklinger af genren er middelalderens helteepos: i Frankrig Rolandskvadet, i Tyskland Nibelungenlied. Det religiøst-mytologiske perspektiv, som fra begyndelsen hører genren til, gør det nærliggende at skabe en kristen eposdigtning: Dantes Guddommelige Komedie, Miltons Paradise Lost, Klopstocks Messias.

Efter 1800 svinder genrens betydning som aktuel digterisk udtryksmulighed: i det borgerlige individualistiske samfund afløses det heroiske epos af den psykologiske roman* [1].

[1] Paludan-Müller registrerer overgangen fra heroisk epos til moderne roman:

De gamle Tider ere længst forsvundne,
Da Bardens Harpe lød til Skjoldeklang,
Da han begeistred Helte ved sin Sang
Og trøstede med den de Overvundne.
De gamle Kæmpers Aander ligge bundne
Og vækkes ikke op for anden Gang:
Den, som i Sang om Kæmper nu fortæller,
Ny Viin paa gamle Læderflasker helder. . .
Enhver sig selv er nærmest, Ordet lyder,
Et Ord som godt paa Tiden passe kan:
De Toner staae os allerbedst dog an,
Hvis Efterklang vort eget Hjerte tyder.
Derfor sig andre Baner Musen bryder
I Poesiens grændseløse Land,
Derfor i Former, som til Tiden svare,
Vil nu sin Verden hun os aabenbare.

(Fra prologen til versromanen Adam Homo, 1841)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt