Eventyr: ligesom folkevise* og sagn* er folkeeventyret en anonym, mundtlig overleveret episk genre*. Fra folkeeventyret må man skelne det litterære kunsteventyr, skrevet efter folkeeventyrets mønster af en digter i en individuel stil.

Folkeeventyr

Folkeventyrets oprindelse er uvis. De samme eventyr findes i de forskelligste kulturer. Genren er antagelig kommet til Europa østfra. Feudale og katolske træk i de eksisterende, også danske, eventyrs samfundsbillede: fx forekomsten af konge, adel, munke tyder på, at disse eventyr er udformet i middelalderen.

Eventyrgenren er stereotyp i motiv*valg, komposition og fortællestil. Den moderne narratologis* generelle modeller af handlingens opbygning er udviklet gennem analyse af folkeeventyrets konstante konstruktioner.

Hver af »aktantmodellen«s funktioner har sin faste repræsentant i eventyret: det handlende »subjekt« er helten; han får »objektet«: prinsessen (+ det halve kongerige) af »giveren«: den gamle konge efter en kamp med »modstanderen«: trolden, idet han støttes af en eller flere »hjælpere«: den gamle kone i skoven, de små mænd i højen, som belønner ham for hans godhed imod dem.

Handlingsforløbet kan også beskrives som heltens vandring: han drager fra det trygge og fortrolige; samfundet, hjemmet ud i naturen: det ukendte og vilde; i skoven eller i »fremmede lande« møder han hjælpere og modstandere med overnaturlige kræfter; han løser en række opgaver, besejrer det onde og vender i eventyrets tredje fase tilbage til samfundet [1].

Eventyrets livsbillede er ejendommelig abstrakt. Fremstillingen er stiliseret efter de episke love*. Tid og sted bestemmes aldrig (»Der var engang . . . «). Personerne skildres uden individuelle træk: deres adfærd er mekanisk og ganske uden psykologiske nuancer (helten bliver fx ikke utålmodig eller forundret, fordi kongen mod sit løfte stiller ham én opgave til). Det overnaturlige er selvfølgeligt: ingen undrer sig over syvmilestøvler eller borde, der dækker sig af sig selv.

Trods de mørkeste udsigter ender eventyret altid godt.

Genren tolker symbolsk grundmenneskelige temaer*: de mange forløsningseventyr rummer en erotisk problematik; beretningerne om, hvordan den fattige helt tilkæmper sig lykken, afspejler sociale ønskedrømme.

Afvigende fra de egentlige eventyr er »fabliauen«: krostue-eventyret. Her besejrer helten ikke det onde, men narrer den dumme trold, den gerrige møller, den gamle ægtemand.

Kunsteventyr

Mere end nogen anden form for folkedigtning* tiltrak eventyret romantikerne: i eventyret kan alt ske, ingen krav om realisme hæmmer digterens frie fantasi.

Det filosofiske kunsteventyr efter tysk mønster (Hoffmann) repræsenteres herhjemme af Ingemann.

For H.C. Andersen betegner eventyrgenren vejen ud af det litterære tilbage til barnets fantasi og livsoplevelse og til den mundtlige fortællesituation [2].

Efter romantikken forekommer kunsteventyret kun lejlighedsvis indtil o. 1960. Da genopliver modernismen* genren i sit oprør mod den naturalistiske fortælletradition (Villy Sørensen, Sven Holm).

[1] Folkeeventyrets dobbelte rum:

Det sociale rum er betinget af egenskaber, som personerne kan have i og med, at de er mennesker. Ved overgangen fra hjemmet til det ukontrollerede rum ophører de menneskelige egenskaber med at være virksomme. Det eneste, der her spiller nogen rolle, er, om den unge mand eller kvinde får støtte fra en overnaturlig hjælper. Det er et spørgsmål, om der bliver skabt en forbindelse til hjælper som følge af menneskelige egenskaber, og det vil i reglen sige egenskaber som hjælpsomhed, blidhed, godhed, fromhed, arbejdsomhed osv., eller om det at være den i narrativ henseende centralt placerede person i sig selv er garanti for, at der bliver skabt kontakt til hjælper. Det ukontrollerede rum må på forhånd anses for at være fjendtligsindet. Centralpersonen skal ikke først begå et eller andet imod nogen eller noget for at få skabt sig en modstander. De overnaturlige magter er i forvejen enten modstandere eller forbundsfæller. Modstanderne i det asociale rum befinder sig i en kronisk tilstand af udfordring over for den, der stræber efter status og etablering. Dette ingenmandsland er synonymt med den styrkeprøve, som skal afgøre, om en person kan opnå, hvad han eller hun søger. For hver person må der regnes med den risiko at kunne tabe og fortabes et sted uden for samfundet.

Det fysiske aspekt viser dobbeltheden i det semantiske univers som en kontrast mellem det rum, der er underkastet de fysiske love, og det rum, hvor tid og afstand, mål og vægt er ophørt med at være videnskabelige absolutter og er blevet relative begreber. Det er et rum, der er i stand til at omdanne sig til alle tænkelige former — et surrealistisk landskab, hvor der ikke behøver at eksistere begrænsninger af logisk art. Modsætningsforholdet mellem jord/kosmos og vand/luft er ophævet. Kongeriger eksisterer i dette rum med den samme selvfølgelighed, hvad enten de ligger østen for sol og vesten for måne og ti skridt fra Babylons tårn eller på bunden af havet syv års sejlads borte eller i Danmark og England. Det repræsenterer det totale mulighedsfelt.

(Børge Hansen: Folkeeventyr. Struktur og Genre, 1971)

[2] En folklorist om folkeeventyr og kunsteventyr:

I løbet af de sidste hundrede år er der i Danmark optegnet over 5000 eventyr og historier, af hvilke de fleste stammer fra Jylland, især Midt- og Nordjylland. Af dette store stof er kun en brøkdel blevet trykt, og kun ganske få af disse eventyr er blevet udgivet ordret, som de er fortalte. Resultatet er, at praktisk talt ingen kender noget til de ægte folkeeventyrs form og indhold... Takket være H.C. Andersens indsats bliver eventyrene her i landet stadigvæk betragtet som litterært børnekammerpjat. Hans eventyr er måske nok litterære kunstværker, men set fra et folkloristisk synspunkt har de ingen værdi, fordi de erstatter traditionens rappe handlingsgang og kvikke replikskifte med søde naturskildringer og banal livsvisdom, der enten bliver fremsat med børnepsykologisk værdighed, eller løftes så højt op af en moralsk pegefinger, at de kloge ord kommer udenfor børnenes horisont . . .

(Laurits Bødker i: Skæmtsomme eventyr fra Danmark, Norge og Sverige, 1957)