Fabel 2: den minimale fremstilling af handlingsforløbet i et episk eller dramatisk værk.

Fablen formuleres derfor, i modsætning til referatet, alment: den præciserer ikke tid og sted eller personers ydre og indre individualitet.

Fablen fremstiller forløbet kronologisk (hvad værket jo ikke behøver at gøre: i Panduros roman »Rend mig i traditionerne« [1] fortæller hovedpersonen, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling, dels om sit ophold der, dels, og især mod slutningen, om de begivenheder, der førte til indlæggelsen. Også herved afviger fablen fra referatet og, for dramaets vedkommende, fra intrigen*.

Fordi fablen skærer alt individuelt bort, kan en sammenligning af fabler komme til at afdække ligheder mellem værker, der på overfladen tager sig meget forskellige ud. Jf. Motiv* og Tema*.

[1] Fablen i »Rend mig i traditionerne«:

Bogen er skrevet over en læst der var udbredt i 1950’erne, med udgangspunkt i Salingers banebrydende »The Catcher in the Rye«: En ung mand stikker af fra sin skole, flakker om, konfronteres med hjem, lærere, piger, og havner på en galeanstalt. . .

(Th. Bredsdorff: Sære fortællere, 1967)