Fiktion

Fiktion: fremstilling af noget opdigtet, fantasiskabt. »Fiktionslitteratur« eller »fiktiv litteratur« bruges nu almindeligt i stedet for de ældre betegnelser »skønlitteratur« og »digtning«.

Fiktionslitteratur kan godt omtale virkelige, faktiske, personer og begivenheder. J. P. Jacobsens »Fru Marie Grubbe«, som udnytter bevaret kildemateriale, er en historisk* roman, ikke en historisk afhandling, alene af den grund at Jacobsen supplerer kilderne med sin fantasi: han anbringer sine historiske personer i situationer, som kilderne ikke ved af, og han gør rede for deres tanker og følelser. Men også beretninger, der udelukkende bygger på dokumentarisk materiale, kan have fiktionspræg: forfatterne kalder dem for, og læserne læser dem som, romaner (jf. dokumentarisme*). På den anden side kan beretninger om virkeligheden være falske (: løgne!), uden at man af den grund omtaler dem som fiktion.

Fiktionspræget er nemlig betinget af læserens oplevelse af teksten, mens den læses. En berettende fremstilling i 3. person (fx en roman, en Danmarkshistorie, en avisreportage) er som regel holdt i datid. Det er imidlertid ejendommeligt for den fiktive beretning, at tidsbetydningen kan ophæves. Det sker i den fremstillingsform, man kalder scene (jf. Panorama/scene*). Læseren oplever scenen som nutidig, lever sig ind i situationen, identificerer sig med en af personerne. I en ikke-fiktiv tekst har verberne derimod altid deres normale tidsbetydning.

Et eksempel: Hvis man om en virkelig person siger: »Hun var der også i dag«, betegner datidsformen noget fortidigt; sætningen kan tidligst siges op ad dagen! Men romanfortælleren kan bruge det samme udtryk, mens han, og vi, iagttager Marie Grubbes »morgengang« [1]. Scene for scene føler vi os samtidige med Marie, selvom vi er blevet oplyst om, at bogen foregår i det 17. århundrede. Uden for den sceniske fremstilling er fiktionskarakteren knyttet til selve fortællesituationen.

Vi oplever altså fiktionen som en virkelighed i sig selv, væsensforskellig fra den faktiske virkelighed, der er sagprosaens emne. Fiktionens kvalitet som fiktion er derfor uafhængig af, om fremstillingen er sand eller usand [2].

Bønnelyckes jeg-beskrivelse af 1. verdenskrigs soldatergrave [3] har et dokumentarisk præg. Men vi læser ikke teksten som en omtale af det chok, han dengang fik. Chok'et er i det skrevne. Det kan, i sin sproglige virkelighed, stadig opleves.

Berettende sagprosa (fx en historisk fremstilling) kan stedvis have fiktionspræg [4].

Den digteriske fiktions virkelighed afviger desuden fra den faktiske ved sin sluttede karakter. Begivenheder og personer er udvalgte, ikke tilfældige: de belyser alle værkets tema*, og danner således et sammenhængende livsbillede.

Fiktionsbegrebet sættes undertiden specielt i forbindelse med episk digtning; det engelske »fiction« bruges kun om romaner og noveller. Der er dog intet i vejen for at udstrække begrebet til dramatik og lyrik. Dramaet opbygger som det episke værk en skin-verden med virkelighedskarakter. Og for så vidt det lyriske digt (gen)skaber en oplevelse, har det fiktionspræg på samme måde som Bønnelyckes beskrivelse - der meget vel kunne læses som et prosadigt.

[1] Fiktion: det syttende århundrede er i dag!

... I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til Lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang. Hun var der ogsaa idag. Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det grønne Løv.

Langsomt kom hun nærmere. Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder og forede med ansigts/arvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer af Ravne.

(J. P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe, 1876)

[2] Det faktiske og det fiktive:

[3] Reportage eller fiktion?

. . . 2den Foot Garde Division. Faldne ved Somme den 21 Juni 1917. 411. 3 Comp. 59 Bitt. 21. 4 Comp. 57 Batt. 79. 2 Comp. 59 Batt. 824. 4 Comp. 57 Batt. 823. 4 Comp. 59 Batt . . .

Videre. Videre. Grave. Grave. Grave. Kors. Sorte Kors. Kolde Kors. Tavse Kors. Truende Kors. Triste Kors. Nøgne Kors. Raa Kors. Gange. Grus. Sol. Tørke . . .

(Emil Bønnelycke: Spartanerne, 1919)

[4] En historisk fremstilling nærmer sig fiktionsgrænsen og fjerner sig atter fra den:

. . . Hele byen, der få minutter før havde ligget natstille hen, var i et nu lysvågen. Flammer skød op fra flere huse - det var kupmændenes værk; medens brandskæret lyste over Randers, druknede alt i trampen, råben, våbenraslen, trommehvirvler og ildens buldren fra de brændende huse. I ly af forvirringen fik Niels Ebbesen straks samling på sine folk og trak sig fægtende tilbage mod åen. Da de nåede ud på broen, kastede de plankerne af bag sig. Forfølgerne måtte standse, og mørket dækkede tilbagetoget . . .

(Erik Kjersgaard, Politikens Danmarks Historie, 4, 1963)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt