Folkedigtning: Ordet bruges siden romantikken* som betegnelse for den mundtligt overleverede litteratur, som man fandt udbredt i almuen, og som romantikerne mente, at folket i sin helhed havde frembragt.

Denne anskuelse er dog siden blevet forladt, for så vidt man ved »tilblivelse« tænker på den proces, der lader værket træde frem i sin første skikkelse.

Moderne folkeminde*-forskning forstår imidlertid ved folkedigtningens »tilblivelse« de ændringer, der finder sted under overleveringen. Før et værk går ind i denne omdannelsesproces, eksisterer det slet ikke som folkedigtning. For dette synspunkt er alle varianter ligeberettigede og forestillingen om kollektiv andel i »tilblivelsen« stadig meningsfuld.

Til folkedigtningen hører: sagn*, folkeviser*, eventyr*, ordsprog*. Den danske romantiks store indsamlinger og udgaver [1] var stofkilder og stilforbilleder for tidens digtere: H.C. Andersen, Blicher, Winther, Goldschmidt.

[1] Romantikkens udgaver af dansk folkedigtning:

- (Abrahamson), Nyerup og Rahbek: Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen I-V, 1812-14.
- Matthias Winther: Danske Folkeeventyr, 1823.
- Chr. Molbech: Udvalgte Eventyr og Fortællinger, 1843.
- J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn, 1843.
- Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser, 1847 ff.

(Uddrag fra de fleste af ovenstående samlinger i antologien Dansk Folkedigtning ved Erik Dal, 1967 = Gyld.Bibl., bd. 47, 1965)