Ordforrådet er snævert og delvis meget gammelt. Udtryksmulighederne er stærkt formaliserede: bestemte adjektiver knyttes fast til bestemte substantiver (»hviden hånd«, »røden guld«); genkommende situationer beskrives ens (ankomst fx næsten altid: »red i/kom i/stod i den borgegård«), og der er faste regler for, hvad der kan omtales i strofens enkelte linjer [2].

Handlingen samler sig tæt om en konflikt* og dens afvikling: forløbet fremstilles af en objektiv fortæller* som en montage af korte, anskuelige situationsbilleder (ofte dialoger*) uden forbindende overgange [3].

Man inddeler traditionelt viserne efter indhold (stof). Den store, videnskabelige udgave af Danmarks gamle Folkeviser (DgF I-XII, 1853-1976) indeholder 539 numre i følgende orden:

• DgF 1-32 er kæmpeviser med motiver fra nordisk og germansk sagnhistorie.
• DgF 33-115 trylleviser om menneskers møde med overnaturlige væsner (dæmoner), om omskabelse, forlokkelse ved runer, gengangere. En særlig gruppe inden for trylleviserne udgør de katolske legende*-viser.
• DgF 116-82 er historiske viser, de fleste og bedste med emne fra 1200- og 1300-tallets rigshistorie.
• Resten, DgF 183-539, dvs. to tredjedele af folkeviserne, er for de allerflestes vedkommende ridderviser: skildringer af, især erotiske, konflikter i et herremandsmiljø (se citat ved artiklen Motiv I). Dette miljø er dog som regel også baggrunden for viserne i de andre grupper; de er for så vidt alle ridderviser. Man antager sædvanligvis, at viserne også er digtet i eller for det samme miljø, som de beskriver. Argumentet er dog ikke absolut bindende. Visse almindelige temaer, fx den sociale utopi* (malkepige gift med kongen), tyder i alt fald på folkelig oprindelse.

Skønt viserne i indhold og sprog peger tilbage til 1200-tallet, er ingen vise dog overleveret fra selve middelalderen; ældst er nogle spredte fragmenter 1425-50. Antagelig udfolder genren sig først efter 1400 med enkelte forløbere; den stammer fra Frankrig, og når os dels direkte, dels via England-Skotland.

I Danmark er viserne oprindelig blevet brugt til dans. Den egentlige overlevering begynder med adelige visebogshåndskrifter mellem ca. 1550 og 1700. Dertil kommer A. S. Vedels og Peder Syvs trykte samlinger (1591, 1695). Skillingstryk (flyveblade) fra 1600- og 1700-tallet ligger i mange tilfælde bag den omfattende almueoverlevering, der i det væsentlige blev optegnet fra »folkemunde« mellem 1850 og 1900.

[1] Folkevisens to vigtigste strofeformer:

Ridder Ole han svøbte sit hoved i skind,
- Fuglen synger udi skoven -
Så red han sig for sin kær moder ind.
Mig tvinger iså høvisk en skøn jomfru.
Midt udi den borgegård
Der aksler de deres skind;
Så ganger de i højeloft
For Opsalkonning ind.
Men nu driver uren (: uvejrsbygen) på hviden sand for norden.

[2] Folkevisens udtryksmuligheder er stærkt formaliserede:

En fast Regel for Dialogen er i Dansk, at en Replik altid begynder - og i den gode Tid altid udfylder - en Halvstrophe [en strofe på 4 verslinjer]. Forekommer Begyndelsen i den sidste Halvstrophe, og gaaer forud den nysnævnte Formel for Lin. 1 (: »Det var NN«) eller en hyppig brugt Stedfortræder: »Det mæled Herre Peder«, - levnes herved Lin. 2 som et tomt Rum, der skal udfyldes, og hvori Indholdet naturligt slutter sig til det foregaaende Subjekt, enten betegnende Sindstilstanden: »han var i Huen (: sindet) saa mod (: bedrøvet)«, »saa hjertelig hun lo«, »- monde han lee«, »han var baade glad og fro«, »- ikke meget glad«, »hende rand Taar paa Kind«, »- paa Braa (: øjenbryn)«; eller blot charakteriserende: »Han var en Mand saa fin«, »- saa braad (: hastig)«, »- saa klog«, »hun var en Jomfru saa bold«, »han mælte et Ord med Ære«, »- med Pris«, »baade med Tugt og Sinde«, »- og Somme (: sømmelighed)«, ofte blot gjaldende Paaklædningen: »Han stod i Skarlagen rød«, »han var vel svøbt i Maar«, »- i Skind«, »hun stod i Kjortel blaa«, »- Vadmel graa«, etc. etc.

Hundreder af saadanne Linjer findes til Valg efter Tykke og staae til Raadighed for at afgive et bekvemt Rim paa den Pointe, som Rimordet i Lin. 4 skal udgjøre ...

(Ernst v. d. Recke: Danmarks Fornviser I, 1927)

[3] Folkevisens beretning er en montage af anskuelige situationsbilleder:

Hr. Karl han rider sig op ad land,
Fæsted sig en rosensblomme;
Nu ligger han udi bolten spændt,
Er skilte ved al sin fromme (: lykke).
Men hr. Karl og han rider fredløse.

Og det var jomfru Vendelmod,
Hun samler sig guld udi skrin;
Så drager hun til Stockholm,
Ville løse ud fæstemanden sin.

Det var jomfru Vendelmod,
Hun falder for kongen i knæ:
»Her bryder jeg for min fæstemand
Både guld og liggende fæ (: kostbarheder)«

»Hør du, jomfru Vendelmod,
Du gemme dit guld så rød!
Det er alt unge herre Karl,
Der skal i morgen dø ...«

(DgF 182B, Karl Algotsøn)