Fortæller: Et episk værks (se Epik*) fortæller må skelnes fra dets forfatter. Fortælleren er en del af fiktionen*, en forfatteropfindelse ligesom de personer han fortæller om.

Fortælleren kan eksistere som selvstændig person i værket. Det er tilfældet i jeg-fortællingen. Men almindeligvis er han kun implicit* til stede som læserens indtryk af en stemme eller et tonefald: ironisk, tørt sagligt, fortroligt, og bagved stemmen, af en bevidsthed, der har udvalgt og ordnet stoffet: fremstillingen kan fx være lyrisk malende, knapt eller omstændeligt refererende, betone indre (psykisk) eller ydre spænding*, skildre begivenhederne, som de tager sig ud for én af personerne, eller med et overblik, som ingen af de optrædende personer kan have.

Fortællertyper

I første persons-beretningen er fortælleren et »jeg«, der ofte er fortællingens hovedperson, som fx i dagbogsberetningen: En Landsbydegns Dagbog (1824) af St.St. Blicher, Løgneren (1942) af Martin A. Hansen, Operaelskeren (1966) af Klaus Rifbjerg. Hvor jeg’et er hovedpersonen, er motivet* gerne en personlig krise, og fortællesituationen er begrundet i jeg'ets ønske om at komme til klarhed over sig selv [1].

Jeg-fortællingen kan også have den funktion at give værket et dokumentarisk* præg: i så fald er jeg’et som regel mere iagttager end egentlig hovedperson [2].

I første persons-fortællingen er der ingen implicit fortæller bag ved det fortællende jeg (men dette jeg kan naturligvis som i novellen Hosekræmmeren (1829) af St. St. Blicher indsætte nye fortællere [2].

Så snart et fortællende jeg indføres i fiktionen af en implicit fortæller, overskrides grænsen til tredje persons-beretningen [3].

Tre hovedtyper af tredje personsfortællere kan skelnes; der er dog intet i vejen for, at de kan veksle inden for det samme værk.

Den alvidende (auktorale) fortæller fremstiller et handlingsforløb, der er afsluttet ved fortællingens begyndelse, og som fortælleren derfor overskuer fuldstændigt: han kan på et givet tidspunkt i beretningen foregribe, hvad der senere sker.

Fortællerens alvidenhed gælder også personerne: han skildrer dem både udefra: hvad de siger og gør, og indefra: hvad de tænker og føler.

Den sikkerhed, som ledsager alvidenheden, kommer til udtryk i fortællerens tolkning af personer og handling: han indfletter i sin fremstilling vurderinger og filosofiske kommentarer (ræsonnementer) [4].

Den alvidende fortæller dominerer romaner og noveller før 1870, i visse former for triviallitteratur* (ugebladsnoveller) og børnebøger* er han stadig almindelig, motiveret i hensynet til læseren, hvis tilegnelse kan lettes og styres gennem de direkte udtalte vurderinger og kommentarer.

Den personale fortæller placerer synspunktet hos en af fortællingens personer og gengiver hvad den pågældende registrerer, tænker og føler: læseren oplever igennem personens bevidsthed [5]. Hermed svinder overhovedet indtrykket af, at der står en fortæller mellem læseren og fiktionen.

Den personale fortælleform udvikles efter 1870 i forbindelse med impressionismens* stræben efter at gengive uformidlede indtryk: vise tingene i stedet for at fortælle om dem. Jf. Panorama/scene*.
Den tiltagende psykologiske interesse før 1900 motiverer også formen, jf. Dækning*, Stream of consciousness*.

Endnu en fortællertype er observatøren, der registrerer, hvad der kan iagttages fra én bestemt position uden for personerne. Formen træffes undertiden i moderne litteratur fra og med impressionismen. Den udtrykker gerne en skepsis over for muligheden af at forklare og fortolke tilværelsen.

Det episke værks fortæller er i alle tilfælde, eksplicit eller implicit, den instans, der vælger og udskyder, accentuerer og går let hen over, forklarer og vurderer - eller afstår herfra. Når man undersøger fortælleren, undersøger man altså den fortolkning af det fortalte begivenhedsforløb, som er indeholdt i fortællingen selv.

[1] Første persons-beretning: dagbogsskriveren skriver for at komme til klarhed over sig selv:

21-2

Jeg ved godt, hvad der driver mig til dette selv om jeg ikke forstår mig selv. Se på ordet forstår. Det rummer måske nøglen. Jeg forstår ikke mig selv. Har aldrig skrevet dagbog før...

23-2

Læser forrige side igennem og skræmmes atter ved tanken om forehavendets umulighed. Men hvis jeg skal tale om tingene, må jeg gå direkte til værks. Jeg er vant til at have med tal at gøre, det må være muligt at lægge sammen og trække fra, at nå til et facit . .. Mærker dette nye raseri i mig. Er det fordi alting skrider? Fordi jeg viger udenom?

(Klaus Rifbjerg: Operaelskeren, 1966)

[2] Første persons-beretning: jeg-fortælleren er garant for historiens troværdighed:

. . . Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beretning, som jeg - med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger - vil levere saa godt jeg formaner i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.
»Vi og Kjeld Esbensen«, begyndte hun ...

(St.St. Blicher:Hosekræmmeren, 1829)

[3] Tredje persons-beretning med indskudt jeg-fortæller:

Mira Jama fortalte denne Historie.
»I Shiraz levede for halvhundrede Aar siden en ung teologisk Student... Dette«, sagde Mira Jama, »er den første Del af min Historie.«
»Men det skete tolv Aar senere, mens jeg som ung Mand først begyndte at fortælle Historier for at gøre Verden lykkeligere og visere, at jeg rejste ud til Havet . . .«

(Karen Blixen, Dykkeren, Skæbneanekdoter, 1958)

[4] Tredje persons-beretning: alvidende fortæller:

En Fuldmaanenat i Aaret 1863 var en Dhow undervejs fra Lamu tiI Zanzibar, og sejlede langs med Kysten en Sømil ude.
Den gik støt frem for Monsunen, med Sejlet fyldt, og var lastet med Elfenben og Rhinoceroshorn, hvilket sidste nyder saa høj Anseelse som sansehidsende Middel, at Handelsmænd kommer helt fra Kina for at opkøbe det paa Markederne paa Zanzibar.
Men desforuden havde Skibet indenbords en hemmelig Ladning, der var bestemt til at sætte stærke Kræfter i Bevægelse, og hvorom de sovende Egne, som den nu sejlede forbi, slet intet vidste . . .
Den næste, og ældste i Selskabet, var en vidt berømt Person, ingen anden end Mira Jama selv, den store Eventyrfortæller, hvis skønne Fabler og Digte var kendte og elskede den halve Verden over. Han sad med krydsede Ben ligesom Said og med Ryggen til Maanen, men Natten var lys nok til, at det kunde ses, at han engang i et Sammentræf med sin Skæbne havde faaet Næse og Øren skaaret af tæt ind til sit mørke Kranium.

(Karen Blixen: Drømmerne, Syv fantastiske Fortællinger, 1935)

[5] Personal fortæller:

Der er stille. Der er endnu ganske stille. Og der er ikke noget at sige til det. For det er jo søndag. Men så kommer det, umærkeligt.
Vækkeurets tikken høres. Nåja, og så lyden fra motorvejen, den er der altid, derude - ligesom åndedrættet her, tæt ved. Men ellers - sådan en kort stund - næsten ingenting: stilhed.
Hvorfor vågner han så alligevel, den ene morgen efter den anden, disse få minutter - sommetider er det kun sekunder - inden vækkeuret ringer?
Af og til tænker han over det . . .

(Leif Hjernøe: Søndag, 1974)