Forvægt: ophobning af underordnede led før det centrale led, fx mange og tunge adled før kernen i en genstandshelhed*, eller omfattende ledsætningskonstruktioner før oversætningens verbum.

Forvægt er karakteristisk for ældre akademisk skriftsprog, både fiktions*- og sagprosa. I dag er forekomsten stort set begrænset til officielt sprog (love, bekendtgørelser og til ræsonnerende sagprosa.

Forvægtskonstruktioner opleves gerne som tunge og forståelseshæmmende, fordi de stiller krav til læserens sproglige overblik, og fordi moderne normalprosa er præget af bagvægt*.

Forvægt optræder undertiden i lyrik som et kompositionsprincip: spænding-udløsning [1].

[1] Forvægt:

Augustfrugt
Fra morgenen hvor den lysfin hæver sig
omkring dit træ af sole hvor din strube
løfter sig kølig dirrende for mig blandt alles
og du dugger om en grube
hvor du er modnet gennem i din hud
af skyggekølighed og duft af sommer
og saften
der i dråber siver ud
fra kødet i den guleste af blommer
vil mine åbne fingre løsne dig ned
af solens grønne lys til mine tænder.

(Jørgen Sonne, Italiensk Suite, 1954)