Frie vers

Frie vers: [1] Vers med fri fordeling af trykstærke og tryksvage stavelser i modsætning til vers, der følger en bestemt alternation*.

Verskarakteren plejer at fremgå allerede af opsætningen: de enkelte linjer har forskellig længde til forskel fra prosaens faste linjemargen. Rytmiske principper er her virksomme: fremhævelse ved isolation og pausering. Dertil kommer en mere eller mindre tydelig rytmisk prægning, fremkaldt af stilistiske gentagelser* eller parallel sætningsopbygning.

I modernismens* eksperimenterende lyrik er de frie vers næsten enerådende.

[1] De frie vers trænger frem:

. . . Som ved så meget andet i modernismen finder man også forberedelserne (til de frie vers' gennembrud) i romantikkens tid, hvor man optog den græske ode-stil, der fandtes velegnet til udtryk for det strengt personlige, men først med Whitman [den amerikanske digter Walter Whitman (1819-1892)] og den franske symbolisme skabtes de moderne frie digte . . .

Men stadigvæk vil man i de allerfleste frie vers finde løsere eller fastere rytmesystemer. Man må erindre, at rytmen i megen moderne musik heller ikke ligger fast i samme grad som før. Hyppigere taktskifter, synkoperinger, blues og jazz-rytmik har givet poesien impulser.

(T. Brostrøm: Versets Løvemanke, 1960)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt