Førromantik

Førromantik: betegnelse for de tendenser i slutningen af 1700-talIet, der afløser rationalismen* og klassicismen*, og således forbereder romantikken*.

Den rationalistiske appel til fornuft og kritisk sans viger i europæisk litteratur efter 1750 for en bestræbelse på at skildre følelser, så læseren føler med og nyder sin følelse (sentimentalisme). De vigtigste eksempler, også med henblik på deres betydning for dansk litteratur (Johannes Ewald (1743-1781), Jens Baggesen (1764-1826)) er Edward Youngs melankolske Night Thoughts (1742) en digtkreds om død og udødelighed; Lawrence Sternes lunefuldt-følsomme romaner: Tristram Shandy (1760-67), A Sentimental Journey (1768); Klopstocks kristne epos* Messiaden (1748-73) og patriotiske dramaer med emner fra germansk oldtid.

Kunstteoretikere og digtere vender sig imod klassicismens imitationskrav: at digterne bør søge deres forbilleder i antikken. Nu hævder man, at det digteriske geni tværtimod viser sig som inspiration og originalitet. Shakespeare og Homer beundres - og efterlignes! - for deres oprindelighed og uafhængighed af alle regler. I Ewalds eksperimenter med klassiske former mødes den ny og den gamle kunstopfattelse.

Et nyt historiesyn udvikles, også vendt imod klassicismen: mennesket er ikke ens overalt og altid, men udvikler sig forskelligt, afhængigt af det naturlige miljø (»klimateorien«). Dette historiesyn forbinder sig med sværmeriet for oprindelighed og primitivitet til en interesse for den nationale fortid og dermed for folkedigtningen*: schweizeren Mallet udarbejder en oversigt over nordisk og keltisk mytologi (1755-56), englænderen Percy samler folkeviser: Reliques of Ancient Poetry, 1765, og skotten Macpherson udgiver en samling lyriske monologer* under foregivende af, at det er keltisk oldtidspoesi: Ossian, 1760-63. Denne tungsindige stemningslyrik bliver stilforbillede helt ind i romantikken (Blicher).

Rousseaus civilisationsfjendske bekendelse til naturen, også den menneskelige, som den ytrer sig spontant i barnet, får i Danmark direkte betydning for Baggesen. Men Rousseaus tænkning (især den pædagogiske: Emile, 1762) sætter sig lange spor i europæisk kulturudvikling.

Førromantikkens samfundsmæssige forudsætning er borgerstandens økonomiske fremvækst og dermed sammenhængende selvbevidsthed [1]. Denne selvbevidsthed fremtræder undertiden i direkte opposition til hof og adel (Lessing: Emilia Galotti, 1772; Beaumarchais: Figaros Bryllup, 1784). Dyrkelsen af det primitive, af natur og fortid, er i alt fald i realiteten vendt imod enevældens hofkultur. Den ny borgerlige ideologis mest karakteristiske træk er dog individualismen, som den ytrer sig i sentimentalismens selvbetragtning - jf. Litteraturhistorie*.

[1] En litteratursociologisk tolkning af førromantikken:

. . . Det är först nu, som den skapande personlighetens ideal uppstår, idealbilden av den geniala, konstnärligt begåvade människan med hennes originalitet och hennes subjektivitet, sådan Edward Young karakteriserar henne i sina Conjectures on Original Composition (1759).

Det genialiska i det konstnärliga skapandet är for det mesta endast ett vapen i konkurrensstriden och det subjektiva uttryckssättet ofta bara en form av självreklam. Subjektivismen hos förromantikens diktare är åtminstone delvis i varje fall en konsekvens av skriftställarnas växande antal, deras direkta beroende av bokmarknaden och deras tävlan med varandra. Likaså är den romantiska rörelsen överhuvudtaget, såsom uttryck før den affektbetonade borgerliga livskänslan, också en produkt av en intellektuel tävlan och ett medel i borgarklassens kamp mot aristokratins klassicistiska världsåskådning med dess inriktning på normativitet och allmängiltighet. Hittilis hade medelklassen strävat efter att tillägna sig de övre skiktens konstnärliga idiom - nu då den har blivit så formögen och inflytelserik att den kan hålla sig med en egen litteratur vill den däremot låta sin egenart komma till sin rätt gentemot dessa skikt och tala sitt eget språk som av ren opposition mot aristokratins intellektualism blir ett känslosamhetens språk. Känslans revolt mot förståndskylan hör, precis som »geniets» uppror mot regel- och formtvånget, till ideologin hos de uppåtstädvande, progressiva skikten i deras kamp mot konservatismens och konventionens anda. Den moderna borgarklassens uppstigande är, liksom ministerialernas på medeltiden, förknippad med en romantisk rörelse, omskiktningen i samhållet leder i båda fallen till en upplösning av de formala banden och framkallar en fördjupad sensibilitet.

(Arnold Hauser: Sozialgeschichte der Kunst und Literatur, 1953, svensk 1972)

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Homer

Homer var måske en græsk digter, der levede i det 8. årh. f. Kr. Han er af mange regnet for at være forfatter til de to epos Iliaden og Odysseen.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt