Helt

Helt: hovedpersonen i et episk eller dramatisk værk.

I den ældste europæiske litteratur er helten udstyret med forbilledlige egenskaber, nok et menneske, men ud over almindelige menneskelige mål. Netop ved disse egenskaber: viljestyrke, mod, trofasthed forsynder den græske tragedies helte og heltinder sig imod gudernes, samfundets eller slægtens love.

Oldtidsdigtningens helte i fx Homérs Illiaden og Odysséen og den nordiske eddadigtning afspejler en lille, aristokratisk krigerklasses idealer.

I middelalderlitteraturen opstår den nationale helt: Roland (i Rolandskvadet fra ca. 1100), Holger Danske (fx i folkevisen "Holger Danske og Burmand"), den jyske oprørshelt Niels Ebbesen (fx i folkevisen "Niels Ebbesen".

For klassicismens* tragediedigtere (fx franskmændene Pierre Corneille (1606-1684), Jean Racine (1639-1699)) er antikkens dramatik det ideale mønster, men de sætter snævrere rammer for heltens adfærd: han eller hun skal i konflikten mellem tilbøjeligheden (kærligheden) og pligten forblive »sig selv lig«, dvs. beherske lidenskaben: begæret og fortvivlelsen. Denne stoiske ro og selvkontrol er genstand for Ludvig Holbergs og Johan Wessels parodier*.

Siden 1800-tallet kan man tale om »heltens krise«: hovedpersonen i dannelsesromanen* og udviklingsromanen* er »den problematiske helt«, hvis søgen efter autentiske værdier munder ud i resignation.

I 20. århundrede er helten ofte ligefrem en anti-helt: i eksistentialismens* romantradition gerne mennesket, der unddrager sig valget og lever som et bytte for tilfældige impulser eller i en isolation, der må tolkes som fejhed: Fx franskmanden Albert Camus' Den Fremmede, herhjemme fx Martin A. Hansens Løgneren og Peter Seebergs Fugls føde [1].

[1] Eksistentialismens anti-helt:

Når folk foreholder os vore romaner, hvori vi beskriver væsener, der er slappe, svage, fejge og somme tider endog direkte slette, så er det ikke udelukkende, fordi disse væsener er slappe, svage, fejge eller slette; thi hvis vi, sådan som Zola, havde forklaret, at de er sådan på grund af arvelighed, milieu, samfund, på grund af en organisk eller psykologisk determination, så ville folk være beroliget, og de ville sige: Ja, der ser I, sådan er vi, ingen kan gøre for det; - men eksistentialisten siger, når han beskriver en lumpen fyr, at den lumpne er ansvarlig for sin lumpenhed. Han er ikke sådan, fordi han har et lumpent hjerte, en lumpen lunge eller hjerne; det kan ikke forklares ved nogen fysiologisk beskaffenhed; men han er sådan, fordi han har skabt sig selv lumpen ved sine handlinger. Der er ikke noget fejgt sind. Der er nervøse temperamenter, der er blodfattigdom, som godtfolk siger, eller rige naturer. Men det menneske, der lider af blodfattigdom, er ikke fejg af den grund. Det, som skaber fejgheden, er den handling, at han giver afkald, eller at han viger tilbage. Et sind er ikke en handling. Den fejge skal defineres ved at gå ud fra den handling, han har gjort. Det, som folk føler uforståeligt, og som indgyder dem afsky, er, at den fejge, vi fremstiller, er skyld i at være fejg. Folk vil, at man fødes fejg eller som helt.

(J.P. Sartre: Eksistentialisme er Humanisme, 1946)

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt