Historisk roman: Romanen med historisk motiv opstår i romantikken*. I sin oprindelse er genren et udtryk for dén historiske bevidsthed, der udvikles i perioden: den nationale fortid interesserer romantikerne, fordi de i den kan studere, hvordan nationalkarakteren, »folkeånden«, ytrer sig - og derved klare sig, hvem de selv er. Og fortiden åbner en tilflugt fra den krisefyldte, problematiske nutid.
Walter Scott er genrens første repræsentant. Hans romaner: Waverley, Ivanhoe oversættes og efterlignes over hele Europa; i Danmark fx af Poul Møller og H. C. Andersen (ufærdige ungdomsarbejder), Carsten Hauch (Guldmageren, Slottet ved Rhinen, Vilhelm Zabern) og B. S. Ingemann, hvis lange række af romaner om dansk middelalderhistorie opnår en vældig udbredelse [1]. Ingemanns hensigt var folkeopdragelse i kristen ånd: romanerne demonstrerer Guds indgriben i nationale krisetider. Ingemann forholder sig frit fortolkende til det historiske stof; kildekritik anså han ligefrem for Anti-Krists værk, forsåvidt den modsagde hans tolkning af begivenhederne.
Efter romantikken optræder den historiske roman sjældnere; de betydeligste eksempler er J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) [2] og Johs. V. Jensens Kongens Fald (1901-02). Oftest ser forfatterne i den historiske periode, de vælger, en parallel til deres nutid. Johs. V. Jensen finder den samme danske tvivlesyge hos Chr. II og i nederlagsstemningen efter 1864. Martin A. Hansen skildrer i Lykkelige Kristoffer (1945) en senmiddelalderlig værdikrise, der ligner 1940'ernes. Hans Kirks Slaven (1948) er en marxistisk analyse af den gryende kapitalisme o. 1600 (se citat ved artiklen Anakronisme*). Derimod er Nis Petersens synspunkt ahistorisk: skildringen af livet i oldtidens Rom viser, at mennesker i det væsentlige er ens til alle tider (Sandalmagernes Gade, 1931). Når emnet er den nærmeste fortid, bliver den historiske roman politisk. Det gælder Hans Scherfigs romaner om besættelsestiden (Frydenholm, 1962) og efterkrigstiden (Skorpionen, 1953).
Den historiske roman er, trods sin virkelighedstilknytning, endnu fiktion*. På grænsen mellem fiktion og sagprosa står den dokumentariske beretning eller rapport (jf. Dokumentarisme*).
Den historiske roman kan være både fri og snævert bunden i forhold til den historiske virkelighed:
[1]
... den poetiske Opfattelse af det Virkelige og denne Beskuelses fri Gjengivelse, med Liv og Begejstring, Kjærlighed og Sandhed, mener jeg her er Hovedsagen. De ikke givne Situationer, Omstændigheder og psychologiske Motiver, hvorved den givne Hovedhandling og de derved betegnede Characterer i Digterens Sjæl annamme Liv, Farve og bestemte poetiske Skikkelser, dette Digtningens Hvorledes til Historiens Hvad, giver den historiske Digter den poetiske Frihed tilbage, og deri har han den rigeste Kilde til Opfindelse og selvstændig Digtning... I Forbindelse med mit historiske Digt: »Valdemar den Store og hans Mænd«, skulde de fire hermed sluttede Skildringer i Romanform: »Valdemar Sejer«, »Erik Menveds Barndom«, »Kong Erik og de Fredløse«, »Prinds Otto af Danmark og hans Samtid«, tilligemed et historisk Digt: »Dronning Margrethe«, omtrent i samme Form som »Valdemar den Store«, danne en Cyclus af historisk-poetiske Billeder, som, uden Fordring paa nogen strengere kritisk-historisk Nøjagtighed, end Sagaernes og Kæmpevisernes, skulde stræbe at virke livligt på det danske historisk-poetiske Sind . . .
(Ingemann: Fortale til Prinds Otto af D., 1834)
[2]
... Dersom Tiden tillader det vil du ikke blive besværet med den ovenfor omtalte Korrektur (af Marie Grubbe) og der er ogsaa en Del slem Dialekt deri; men skulde den blive dig tilstillet vilde du gjøre mig en stor Tjeneste ved at sammenligne de to Psalmevers: »Vreden din afvend« med en god gammel Udgave af Kingos Psalmer eller maaske bedre den ældste Udgave af »den forordnede Kirke-Psalmebog af Th. Kingo«, forudsat at der findes en saadan fra før 1717 (M. G.s dødsår!); skulde imidlertid Meningen i de to Vers i den ældre Udgave være en anden saa lad dem staa som de staar.
(J. P. Jacobsen: brev til Edv. Brandes, 7.12 1876)