Humanisme

Humanisme: af »human«: menneskelig, oprindelig betegnelse for dén interesse for antikken*, der blomstrede op i renæssancen, først i Italien i 1300-tallet, i Danmark o. 1520. Denne interesse er i sit udspring tekstvidenskabelig, filologisk: de mange nye udgaver af græske og latinske forfattere bestræber sig for nøjagtig gengivelse af originalerne. Men renæssancens filologer tilegner sig den opfattelse af menneskesjælens erkendelsestrang og erkendelsesmuligheder, som de finder i den antikke litteratur (Platon): derved bliver de humanister. Deres principielt optimistiske menneskesyn kommer snart i strid med kirkens lære om det syndige menneskes afmagt. Da den hollandske humanist Erasmus i 1524 udgiver et skrift De libero arbitrio (: Om den frie vilje), svarer Luther straks igen med et De servo arbitrio (: Om den trælbundne vilje).

Den danske renæssancehumanisme (Niels Hemmingsen) opsluges i løbet af 1500~tallet helt af Lutherkirken.

Begreberne »humanisme« og »humanistisk« bruges siden om bevægelser eller enkelte forfattere, der hævder menneskets frihed og selvstændige værd over for totalitære ideologier. Ældre danske eksempler er Holberg, som imod den etablerede kirke tror på menneskets naturlige fornuft [1], og Georg Brandes, der kæmper for individets frigørelse fra moralsk og politisk tvang.

I dette århundrede må en humanistisk holdning med sin respekt for den enkelte vende sig imod de ideologiske massebevægelser: nazisme, fascisme. Kjeld Abeli nyvurderer i Anne Sophie Hedvig (1939) humanismen: vil man målet, må man også ville midlerne; det er aktiv humanisme at slå den umenneskelige ihjel.

For H.C. Branner er den ideologiske kamp efter 1945 udtryk for Humanismens Krise (1951). Forholdet mellem marxisme og humanisme er kompliceret: humanisten kan anerkende marxistens angreb på det borgerlige samfunds undertrykkelssmekanismer, men kan ikke forlige sig med kravet om selvfornægtende loyalitet; jf. Scherfigs humanistportrætter i Frydenholm (1962) og Skorpionen (1953) og Nordahl Griegs behandling af konflikten [2].

Humanismen opfatter mennesket som et fornuftsvæsen. Derfor må den også bekæmpe den irrationelle driftsromantik, der er inspireret af dybdepsykologien; eksempler på sådanne angreb hos Otto Gelsted [3], Tage la Cour og H.C. Branner (Rytteren, 1949).

En nyudvikling af humanismen er eksistentialismen* med sin lære om den enkeltes absolutte frihed til at vælge [4]. En sådan eksistentialistisk humanisme er karakteristisk for en del af litteraturen o. 1950.

[1] For Holberg strider humanismen ikke mod ordentlig kristendom:

Thi den som uden foregaaende Examen (: undersøgelse) troer ret, er Rettroende af en Hendelse, og derfore ikke kan blive salig uden af en Hendelse. Og, eftersom saaledes er, kand man ikke støde sig saa meget over det som en vis Philosophus haver sagt; nemlig, at det er ved Brug af Naturens Lys og den sunde Fornuft vi blive salige. Thi naar Ordene forklares, er intet derudi mod Orthodoxie.

(Moralske Tanker, 1744, II. Ep. 85)

[2] En marxistisk fortolkning af humanismen:

Ashley måtte smile: hvor forbitret det ikke humanistene når man sa til dem at også deres liv hvilte på utbytning. I hatefull angst for å miste sitt privilegium til selvfordypelse og skjønnhet, gikk de til kamp; revet ut av sitt tusmørke verget visdommens ugler sig med gloende øjne og rasende klør. Livet var ikke så enkelt, ropte de.

Så lenge råd var, brukte rikdommen det humanistiske livssyn som sin ytterste skyttergrav, åndeaktige, perlemorsfarvede, gotiske fortifikasjoner. Men følte den besiddende klassen sig for alvor truet, som i Tyskland, skjøt den sine spinklere forsvarsverker ned, raserte humanismen, for å få åpen bane for maskingeværer og stormtropper.

(Nordahl Grieg: Ung må verden ennu være, 1938)

[3] Humanisme er rationalisme!

Det er blevet Mode i visse Kredse at aflægge Bekendelser, og saa længe det ikke er vi andres Synder, de bekender, skal jeg ikke protestere. Jeg skal selv aflægge en Bekendelse: stillet imellem det dyriske og det overnaturlige, den ukontrollerede Driftsudfoldelse og Drømmelivets Udskejelser, Aben og Englen, vælger jeg ingen af dem - jeg vælger Mennesket.

(Otto Gelsted i tidsskr. Kulturkampen, 1935)

[4] Eksistentialisme er humanisme,

. . . fordi vi erindrer mennesket om, at der ikke er anden lovgiver end han selv, og at det er i forladtheden, han bestemmer for sig selv, og fordi vi viser, at det ikke er ved at vende sig imod sig selv, men altid ved at søge et mål udenfor sig selv - et mål som er en sådan frigørelse, en sådan realisation - at mennesket realiserer sig netop som menneske.

(J.P. Sartre: Eksistentialisme er Humanisme, 1946)

Til toppen

Glossary

Irrationel

Irrationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sin logiske tænkning, sin fornuft, men derimod af sine følelser. Man bruger også begrebet irrationel i betydningen 'ikke logisk', 'ulogisk', 'mod al fornuft' eller 'meningsløs'.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt