Hyperbel: overdrivelse. Hyperblen kan fremtræde gennem det blotte ordvalg, fx absolutte udtryk som »ingen«, »alle«, gennem målsangivelser og vurderinger: kæmpemæssig, vidunderlig, og være indeholdt i metaforer* og sammenligninger*.

Overdrivelsen er ofte et udtryk for stærke følelser: begejstring, sønderknuselse, som det fx ses i barokkens* salmer* og lejlighedsdigtning.

I ekspressionismens* lyrik giver hyperblen konfrontationsoplevelsen sproglig form [1].

Men overdrivelsen kan også virke komisk og grotesk og således fungere som et signal for ironi*.

I eventyr* og skæmteviser er hyperblen et fast træk i beskrivelsen af personer og handlinger.

[1] Hyperblen i ekspressionistisk lyrik:

Øjet kan næsten
ikke opfatte det,
lader synet dykke
ind, ætses - og så ud.

Derfor det syreblå
klare skyspejl,
derfor solexplosionerne.
Derfor et gult afsind.

(Bundgård Poulsen: Omkring Spurvehøgen, Mur og Rum, 1962)