Hørespil: dramatik skrevet for radio. I forhold til scenedramatikken har hørespillet dels begrænsede, dels udvidede udtryksmuligheder. Person- og miljøskildring er bundet til det akustiske: dialogen* som middel til at karakterisere den talende og andre; stemmeføring, pauser, lydkulisser: gadelarm, naturlyde, lydkvaliteter, fx resonans, der kan fremkalde forestillinger om rummets art, musik som stemningsanslag og -akkompagnement. Antallet af personer må være ringe, for at de enkelte kan skelnes. På den anden side kan hørespillet, til forskel fra scenedramatikken, bevæge sig teknisk ubesværet i tid og rum. Gennem overblænding kan den ene scene afløse den anden. Indvendig personkarakteristik: tanker, fx flashbacks*, kan markeres ved ændret lydkvalitet.

Det begrænsede personantal og den i reglen korte sendetid kræver et koncentreret handlingsforløb, der ofte udfolder sig omkring en enkelt begivenhed.

Danske hørespilklassikere er Finn Methling og H.C. Branner. En række danske hørespil (af Inger Christensen, Sven Åge Madsen, Anders Bodelsen m. fl.) er samlet i antologien Dansk Radiodramatik.