Idealisme: i filosofien betegnelse for enhver lære, som tilskriver ideer (begreber, forestillinger) en selvstændig eksistens som årsag til de materielle fænomener. For så vidt er vort kulturbegreb og vor tænkning traditionelt idealistisk [1].

I dansk litteraturhistorie er det rimeligt at reservere betegnelsen til perioden 1800-1870. Igennem hele dette tidsrum bygger nemlig digtning og tænkning på en mere eller mindre kristent farvet forståelse af Platons lære: de »fænomener«, vi kan erkende med sanserne, og som vi opfatter som realiteter, er kun tilsyneladende til; sand eksistens har alene de evige »ideer« bag fænomenerne. Klarest træder denne platonisme frem i den tidlige filosofiske romantik* (Staffeldt [2], Oehlenschläger, Grundvig).

I periodens senere store værker kan idealet erkendes som den plan eller bestemmelse, der giver et menneskes liv mening. Meïr Goldschmidt (1819-1887) kalder denne skjulte mening »nemesis«; for Frederik Paludan-Müller (1809-1876) er den Guds vilje, forsynet. Et menneske kan leve efter sin bestemmelse, eller unddrage sig som titelpersonerne i den »kritiske idealisme«s hovedværker fra 1840erne: Johan Ludvig Heibergs (1791–1860) drama En Sjæl efter Døden (1841) og Paludan-Müllers Adam Homo (1842).

Inden for perioden savner kun nogle af romantismens* værker og St. St. Blichers bedste noveller udsigten til en ideal forklaring og forsoning. Ellers fastholdes idealismen, indtil naturalismens* videnskabelige livsanskuelse afviser det ideale som oversanseligt, og derfor utilgængeligt for erkendelsen illusorisk. Jf. Dualisme/monisme*, Romantik*.

[1] Marxistisk kritik af idealismen:

En anden afgørende ting man lærer i gymnasiet er idealismen. En usvigelig sikker og næsten uudryddelig forestilling om at det er ideerne der styrer historien, udvikler udviklingen og skaber de store visioner. Vi stoler fuldt og fast på at et tidsskrift kan ændre historiens gang, at en bog kan rejse en massebevægelse, at en god ide kan »få tingene i gang«. Selv forbenede marxistiske »materialister« tror deres ideer og analyser kan sætte klassekampen i sving . . .

... At idealismen som ideologisk struktur er »nødvendig« for de produktionsforhold, vi lever i, turde være indlysende: den er et produkt af arbejdsdelingen mellem hånds- og åndsarbejde og de deraf følgende konsekvenser for begge dele.

(Bente Hansen i Tidsskriftet Fælleden, nr. 1, 1975)

[2] Platonisk idealisme:

. . . Ikkun et Eneste staaer, mens Tiderne daler og stiger,
Ikkun et Eneste var, er, og skal være som før:
Det er det evige Liv, som, lig Blodet fra Hjertet udflyder
Gjennem den hele Natur, hen og tilbage igjen:
Saa forkynder sig Sjælen i altid omskiftede Miner,
l utallige Træk varig den samme og een.
Derfor det kun er til, hvori sig det Eene opholder,
Kun Ideen, som Skjold, værger Forgjængelsen af:
I dit Levnets Kunstværk Ideen du derfor fremstille,
Stemme dig op til din Art, Arten er evig som Gud,
Ellers gaaer du til Grund, som Boblen brister på Havet:
Havet er, dog hvor er Boblen, det farvede Barn
Men hvis Ideen udfylder dit dybe, betydende Levnet,
Da er udødelig du, Gud er i dig, du i Gud. ..

(Schack Staffeldt: Det Eene, Nye Digte, 1808)