Ideologikritik: litteraturkritisk metode, som bygger på det marxistiske ideologi*-begreb. I Danmark trænger metoden stærkt frem o. 1970.
Ideologikritikken vil påvise, at de fleste digterværker, som enhver anden form for bevidsthedsproduktion, åbent eller skjult indeholder vurderinger, der bekræfter det samfund, som værkerne er blevet til i.
Ideologikritikken fremhæver, at klassemodsætningerne på et givet tidspunkt i samfundsudviklingen gerne skildres som selvindlysende, »evige«: det foreliggende historiske samfund er selve Kulturen [1]. Samfundet er derfor i den borgerlige litterære tradition sjældent interessant som tema i sig selv: det danner den indiskutable baggrund for skildringer af privatlivets institutioner: familie, ægteskab og af den enkeltes problemer; individualismen er et grundtræk i den borgerlige ideologi, og altså dermed også i den danske litterære tradition.
I fremstillinger af konflikter mellem individ og samfund anfægtes samfundet i reglen ikke; individet realiserer sig selv igennem resignation (jf. Dannelsesroman*).
Den samfundsbevarende ægteskabsinstitution forudsætter faste kønsroller: særlig tydeligt og vedholdende fremstiller triviallitteraturen kønsrollerne som udtryk for mandens og kvindens natur.
Ideologikritikkens litteraturopfattelse overtager strukturalismens* mytebegreb, og dens analyseteknik støtter sig på strukturalismens modeller af »betydningens grundstruktur« og af handlingsforløbets konstruktion: aktantmodellen, forløbsmodellen (jf. Narratologi*).
[1] Præsentation af en ideologikritisk analyse af Erasmus Montanus:
Analysen indleder med at påvise, hvordan der i Erasmus Montanus behandles en konflikt mellem feudale værdier og de værdier som er knyttet til en centralistisk pengeøkonomisk samfundsstruktur. Førstnævnte er manifesteret i det akademiske æresbegreb, som Erasmus handler ud fra. Nok så meget som dette i sig selv er det imidlertid reintegrationen af afvigelsen teksten foretager. Det er fornuftens opgave at afvise de afvigende normers truende galskab. Galskaben består i Erasmus’ tilfælde i, at han forfølger en abstrakt 'sandhed’, som fremmedgør ham i forhold til de herskende værdier, der sætter den konkrete nytte i centrum . . . Modsat forlader det værdikompleks, som Erasmus’ modparter repræsenterer, det universelle verdensbillede, men giver til gengæld nogle »jordnære« værdinormer en universel og tvingende karakter. Denne tvang gøres hos Holberg til noget naturligt, dvs. beroende på naturforhold og ikke på specifikke historiske kultur-, samfundsstrukturer... Forskellen mellem samfundsmedlemmerne og -grupperne fremstår som naturlige forskelle og hermed bliver det muligt for Holberg at postulere en »lighed« mellem folk bestående i, at de alle er underkastet den samme »nødvendighed«. Som lige præcis er klassesamfundet... (EMs) individualistiske opsternasighed sætter direkte fornuftens fysiske magtapparat i gang. Således demonstrerer Erasmus Montanus nødvendigheden af individets underkastelse under det bestående system...
(Jørgen Holmgaard om Torben Kragh Grodals analyse af EM, tekstanalyser, Poetik 1971 2-3)