Impressionisme: oprindelig betegnelse for en retning i fransk malerkunst efter ca. 1860, derefter også anvendt om samtidige og senere litterære bestræbelser.

»Impressionisme« kan oversættes ved »indtrykskunst«: den impressionistiske maler og forfatter vil gengive indtrykkene fra omverdenen uformidlet, uden at indordne dem i sammenhænge, analysere og motivere dem. En sådan passivitet kan man med Herman Bang tolke som resignation [1]: En gennemtrængende analyse er umulig, derfor er det ærligst blot at gengive omverdenen, som den umiddelbart fremtræder.

Impressionismen vil skabe illusion*.

Impressionistisk stil

Når den impressionistiske forfatter vil gengive indtryk uformidlet, må han m.a.o. udslette fornemmelsen af en fortæller*. Fortælleren skjuler sig ofte bag en fiktiv person (personal, implicit fortæller); tanker gengives i dæknings*-form. Handlingen opbygges så vidt muligt af scener (jf. Panorama/scene*); overledningen fra scene til scene begrænses til et minimum (jf. In medias res*): det gælder om at vise, ikke fortælle. Dialogen* breder sig på bekostning af beretning* og beskrivelse* (»dramatisk roman«). Det traditionelle akademiske skriftsprogs komplicerede sætningsføjning opløses i korte, sideordnede sætninger, der ikke efterlader nogen mistanke om logisk bearbejdning. Nominalstil* og metonymi* er yderligere konsekvenser af denne bestræbelse [2].

Impressionismens hovedrepræsentant i Danmark, i teori og praksis, er Herman Bang. Impressionistiske tendenser findes også mere eller mindre udtalt hos de andre naturalister: J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og, især, Holger Drachmann, samt i 1890'ernes prosadigtning: Johs. Jørgensen, Viggo Stuckenberg.

Opløsningen af den akademiske skriftsprogstradition, den livlige, flimrende syntaks, er foregrebet af H.C. Andersen.

Efter 1900 sætter en reaktion ind imod de mest raffinerede illusionseffekter i den impressionistiske stil (se citat af Jakob Knudsen ved artiklen Illusion*). Men i afgørende henseender: sætningsføjning, fortælleteknik, har impressionismen skabt tradition.

[1] Herman Bang fremstiller impressionismens teori:

Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst . . . Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandige fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.

Hans Fremstillings Maal er da at gøre disse handlende Mennesker levende. Han higer møjsommeligt efter, ad hundrede Veje, at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv . . . Skildringen af det umiddelbart foregaaende er ham kun Midlet, det diskrete Middel, til at give det mere. De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi. . . Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes, af en bestandig Frygt - den, at den skjulte Mening ikke fremlyser tydeligt nok.

Det er denne Frygt, som avler noget vist kinesisk i hans Maleri.

Han rykker nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed frem i det samme Plan, saa at sige helt ned til Lamperækken og hans Billede bliver uden Perspektiv . . .

(»Impressionisme«. En lille Replik. Tidsskriftet »Tilskueren«, 1890)

[2] - og omsætter den i praksis:

De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butikken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil:
- Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunne ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud af Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.
- Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt - og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren - at vi undgaar hinanden, sagde hun . . .

(Herman Bang, Stuk, 1887)