in medias res (lat.: »ind i tingenes midte«): betegnelse for en fortælleteknik, som straks kaster læseren ind i en situation, fx en samtale, uden forudgående præsentation af tid, sted og personer.

In medias res-teknikken bliver almindelig efter 1870 som et led i impressionismens* bestræbelser for at undgå indtrykket af en fortæller. Virkeligheden skal synes at fremtræde uformidlet. Formen har også ofte den virkning, at læseren fra begyndelsen kommer til at føle sig intimt fortrolig med fortællingens personer [1].

[1] Romanens første linjer kaster læseren in medias res:

Moren snakkede i telefon med Tjumse, sin bedste veninde, og Rune lyttede med på apparatet i forældrenes soveværelse fordi han skulle ned og hente noget til morens chatol bagefter.

De havde snakket i snart ti minutter om at Karen havde ringet ovre fra højskolen om formiddagen og spurgt om hun måtte tage en ven med hjem i påsken, og at moren havde sagt at selvfølgelig måtte hun det. . .

(Chr. Kampmann: Visse hensyn, 1973)