Inversion

Inversion: omvendt ordstilling. Især brugt om fremrykning af led, der normalt har deres plads inde i sætningen: adverbialled (ikke, aldrig), prædikatsled, objekt.

Den påfaldende placering i sætningens begyndelse (fundamentfeltet) giver sådanne led en særlig vægt; derfor kaldes denne form for inversion også »emfatisk fundament«, jf. Emfase*.

Inversion er almindelig i lyrik, både som emfatisk fundament og i andre former, hvis brud med normal ledstillingspraksis skyldes hensynet til rim og rytme.

I prosadigtning er emfatisk fundament karakteristisk for bestemte stiltraditioner: saga* (og saga-pastiche*) [1] og den livlige, energiske fortællestil med tilknytning til talesproget, der udvikles i 1800-tallet af H.C. Andersen og Herman Bang [2].

Inversionen kan både være fyndig og livlig:

[1]

... »Stordådene vokser«, sagde Gudrun; »jeg har spundet til tolv alen garn, og du har fældet Kjartan.« »Sent,« svarede Bolle, »vil denne ulykkelige gerning gå mig af tanker, selvom du ikke minder mig derom.« Gudrun vedblev: »Ikke regner jeg sligt blandt ulykker . . .«

(Laxdælerne, i N.M. Petersens oversættelse, 1844)

[2]

... Ned i Grøften gik det og langs med Hegn løb vi. Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne, saa vi lignede Lars Smeds Unger . . .

(Herman Bang: Det hvide Hus, 1898)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt