Ironi: »forstilt tale«, en udtryksform, som består deri, at man siger det modsatte af, hvad man mener, ofte med det formål at latterliggøre det, man taler om.

Karakteristisk for ironien er derfor de mange positive, rosende ord. Det vanskelige ved formen (som børn sjældent eller dårligt forstår) beror på, at læseren skal mistro en direkte udtalt vurdering: hvordan kan jeg være sikker på, at forfatteren ikke simpelt hen mener det pæne, han siger? Som regel afsløres en fremstillings ironi af mindst én indlysende uoverensstemmelse mellem en formulering og den realitet, den udtaler sig om. Ofte indeholder ironien hyperbler* og litoter*.

Ironi vil man ofte tolke som vidnesbyrd om engagement og faste standpunkter, hvorudfra sikre domme kan fældes [1]. Men den kritiske afstandtagen kan også udtrykke det modsatte: manglende evne eller vilje til at lægge sig fast på bestemte meninger.

For Søren Kierkegaard (1813-1855) er ironikeren et menneske, der har indset det relative i alt timeligt, men hvis tilværelse endnu savner, eller i hvert fald kan savne, etikerens og den religiøses forankring i noget absolut uden for det timelige [2].

Henrik Pontoppidans meget gennemførte brug af ironi (hans »tvesyn«) afspejler muligvis en radikal skepsis.

Særlige anvendelser af begrebet: »romantisk ironi« er fiktions*brud, hvormed de romantiske digtere markerede, at de i deres digteriske suverænitet ikke tog genreregler eller -forventninger alvorligt.

»Tragisk ironi« opstår, når en person i tragedien kommer til at forudsige sin tragiske skæbne i en utilsigtet dobbelttydig replik.

[1] Ironien som udtryk for et standpunkt:

Veninder telefonerede til hinanden: Om man havde hørt det? Det siges at salt skal rationeres fra imorgen! Det er nok bedst at sikre sig. Det er sandelig ikke rart at undvære salt. Måske er det slet ikke rigtigt, men det siges. Og så købte fruerne salt ... I sulekarrene boblede de halve grise. Det var værst i byerne, hvor man ikke havde kælder og ikke var kyndig i saltning. Grisene tålte ikke godt centralvarmen. Forrådene og lagrene var de velhavendes bekymring. Fattigfolk levede lettere.