Klassicisme

Klassicisme: en kunstopfattelse, der anser antikkens* litteratur for mønstergyldig og henviser nutidskunstneren til at efterligne den.

Klassicismen udvikles som en hofkultur i Frankrig i 1600-tallet (Corneille, Racine, Molière, Boileau) og dominerer europæisk, også dansk, litteratur i 1700-tallet.

Stilidealer er klarhed og mådehold: til hvert begreb svarer ét udtryk; sproget bør nøje afspejle fornuften, tankens bevægelse. Samme krav om rationel klarhed præger opfattelsen af de litterære genrer*: med støtte i antik teori og praksis definerer klassicismen stramt den enkelte genres formelle og tematiske muligheder (jf. Enheder*). Digtekunsten forudsætter studium - af regler og forbilleder: klassicismens kunstsyn er intellektualistisk, ligesom tidens menneskeopfattelse, rationalismen* [1].

Holbergs forfatterskab indleder klassicismen i Danmark. Komediernes* klassiske forbilleder er Terents (død 150 f.Kr.), Plautus (død ca. 184 f.Kr.) og Molière (1622-1673) bag satirerne* står Juvenal og Martial, bag de Moralske Tanker og epistlerne* Cicero og Seneca.

I Johannes Ewalds (1743-1781) dramatik løber påvirkninger fra den franske klassicismes tragedie* sammen med inspiration fra Shakespeare. Johan Herman Wessel (1742-1785) parodierer dansk klassicistisk dramatik (Nordahl Bruns tragedie Zarine) uden at anfægte klassicismen (Kærlighed uden Strømper, 1772).

1700-tallets lyrik* (Ambrosius Stub, Christian Braunmann Tullin, Johannes Ewald, Jens Baggesen) respekterer en opdeling i satirisk, belærende og beskrivende digtning og lægger sig ofte tæt op ad klassiske mønstre (fx ode*-digtningen).

Klassicismens epik er epos*-digtning (Peder Paars, 1720) og fabler*. Den borgerlige prosafortælling efter 1750 (jf. Roman*) betegner et brud med klassicismen, der overhovedet bekæmpes fra mange hold i slutningen af århundredet, jf. Førromantik*.

[1] Forskellige vurderinger af Vergil, - enighed om den klassiske fordring:

Anlangende Stilens Klarhed, da overtoner Ovidius derudi ikke alleene Virgilium, men endogsaa alle andre Poëter, ja alle Latinske Autores. Thi i hvad Materie han skriver, enten den er høj eller lav, saa fremskinner samme Klarhed; saa at man kand deraf kiende Ovidii Vers fra alle andre: Og er det saadant, som hos mig haver opvakt største Forundring, og som viser, at han af Naturen, frem for alle Mennesker haver været dannet til Poët. Virgilius er udi de simpleste Materier mørkere og vanskeligere at forstaae, end Ovidius, naar han rører om de højeste og prægtigste Ting. Udi adskillige af hans Bøger haver hver Strophe Anseelse af et sinderigt og stærkt udarbejdet Epigramma, og ere dog overalt saa tydelige, at de uden Commentarier forstaaes af Skole-Børn: Thi alle Ord staaer paa deres naturlige Sted; saa at man ikke kand skille hans Poësie fra løs Stiil (: prosa), undtagen af nette og høje Tanker, og en utvungen, men derhos ordentlig Prosodie (: versbygning).

(Holberg: Epistel 201, 1750)

Stilen hos Racine er vanskelig at goutere for mange. Ikke fordi den i sig selv er indviklet. Den er gennemsigtig som Glas, bevæger sig navnlig gennem forsigtige Almensætninger, bruger kun et lille Ordforraad, mest noble Vendinger, men derimellem ogsaa meget jævne. Heltene skaber sig ikke, som det ellers almindeligt hedder om den franske Tragedie, »Il est donc vrai Madame, et c’est vous que je vois?« siger Achilleus, da han genser sin Trolovede under de skrækkeligste Omstændigheder. Men Sagen er, at den græsk-romerske Veltalenhed har to Varieteter i Poesien. Den ene er den, som stammer fra Sofokles og Seneca, den vældige pompøse Ordflom; den er bleven populær gennem Corneille, Voltaire, Shakespeare, Schiller. Den anden stammer fra Vergil og er anderledes diskret, med en Masse Forbehold og Tabu, fornem, behersket, antydende. Den er Forbilledet for Racines og gennem ham for Goethes antike Stil (»Du sprichst ein grosses Wort gelassen aus«). Oehlenschläger har tilstræbt saadan noget i Axel og Valborg.

(Paul V. Rubow: Reminiscenser, 1940)

Til toppen

Glossary

Epistel

En epistel er en betegnelse, der dækker forskellige genrer, men her på siden menes en ræsonnerende tekst, en meningstekst, der ofte er formet som et brev og omhandler en aktuel problematik, hvor afsenderen i sproglig fri og personlig form fremlægger andres og egne synspunkter på sagen. Genrebetegnelsen kendes bl.a. fra Ludvig Holbergs samling af epistler som han skrev i perioden 1748-54)

Rationel

Hvis noget betegnes som rationelt betyder det, at det opfattes som 'logisk', som 'noget, der giver mening' eller 'fornuftigt'. Rationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sine følelser, men af sin logiske tænkning, af sin fornuft.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt