Klimaks: »stigning op til et højdepunkt«. Det er dog almindeligt, at man bruger ordet om højdepunktet alene, kulminationen. Stigningen kan optræde som en stilfigur i forbindelse med gentagelse*. Gentagelsens sidste led rummer den afgørende, definitive formulering, følelsens kulmination [1].

Man taler også om klimaks i et værks komposition*, også her ofte forbundet med gentagelse. Det gælder således (folke)eventyrets* opbygning, jf. Episke love*: helten skal gennemgå tre prøver, hvoraf den sidste er afgørende; af de tre brødre er den sidstnævnte hovedpersonen.

I en tragedie* af klassisk type stiger handlingen op til en kulmination midtvejs: peripetien*, som er det punkt, hvorefter den tragiske udgang ikke længere kan afvendes.

[1] Klimaks:

... Høyt, Jordens Viise, tør du vove
Din Flugt! - afmaal Cometers Vey. —
Tæl Melke-Veyens Myriader
Vey Soele-Kredse mod Monader
Opdag Naturens skjulte Love! —
Se Godhed! - - - og begrib den ey —

(Johs. Ewald: Til Hr. v. d. Osten og Frøken v. Scheel, 1770)