Kollektivroman

Kollektivroman: roman, hvis hovedanliggende er skildringen af en social gruppes liv og udvikling.

Kollektivromanen optræder først efter 1900 og betegner et brud med 1800-tallets romantradition i henseende til handling*, struktur og menneskeopfattelse. Kollektivromanen fortolker mennesket som et socialt væsen; den interesserer sig ikke for den enkeltes udvikling, men for gruppens normer og adfærd og for dens placering i samfundet udenom [1]. Fællesbevidstheden kommer til udtryk i den særlige form for dækning*, der kaldes »kollektiv spejling«.

Kollektivromanens handling er gerne (en fase i) en social-økonomisk udvikling: en samfundsgruppes opbrud og etablering i et nyt miljø (Hans Kirk (1898-1962): Fiskerne, 1928), et landbrugssamfunds industrialisering (Hans Kirk: Daglejerne, 1936, De ny Tider, 1939), et firmas vækst og krise (H.C. Branner (1903-1966): Legetøj, 1936). De fleste romaner inden for genren tilhører realismen* i dette begrebs marxistiske betydning.

Danske kollektivromaner er foruden de nævnte af Kirk og Branner: Martin A. Hansen: Nu opgiver han (1935), Kolonien (1937); Harald Herdal: Man skal jo leve (1934), Løg (1935); Leck Fischer: Kontormennesker (1933), Det maa gerne blive Mandag (1934); William Heinesen: Noatun (1938).

Som det fremgår, er kollektivromanen karakteristisk for 1930'ernes prosalitteratur.

Beslægtet med genren er fællesskabsskildringerne hos forfatterne o. 1900: Johan Skjoldborg (1861-1936): Gyldholm (1902), Johannes V. Jensen (1873-1950): Himmerlandshistorier (1898 ff), Marie Bregendahl (1867-1940): Billeder af Sødalsfolkenes Liv (1914-23). Johannes V. Jensen og Marie Bregendahl skildrer enkeltskæbner i og på baggrund af et gammeldags landsbysamfund.

[1] Kollektivroman:

Ved en kollektivroman forstår man en roman uden hovedperson. I stedet for en helt er et miljø, en arbejdsproces, en meningsgruppe eller en klasse gjort til den bærende enhed. Placeres den ind i udviklingsromanens skema, hvad den godt kan, så betyder det, at synspunktet forlægges fra de vandrende til de boende, fra individet til typen. Det medfører en anden værdiorientering. Erhverv, ejendomsforhold, moral, hensyn til unge og gamle, til højre og venstre, til alt det bindende og massive træder i forgrunden, og det dragende ukendte i verden og mennesket, som udviklingsromanen gør så meget ud af, fortoner sig i baggrunden som en drøm. Det er kollektivromanens hæder og virkelighedstroskab, at dens udvælgelse og stilisering lægger sig om norm og lov og type, alt det som et utålmodigt hjerte stormer imod - indtil det efter sin himmelflugt atter bæres af det.
. . . Den almindelige tendens er ellers at udviklingsroman og kollektivroman er tilbøjelige til at absolutere sig i modsatte, hinanden udelukkende holdninger. Den legitime interesse for den enkelte som problem og livseksperiment, der kan afdække skjulte lovmæssigheder, uddybe typebegrebet, har tendens til at lukke sig foragtfuldt omkring de højere sjælekvaler, som de begunstigede har råd til. Mod dette individualistiske elitebegreb rejser kollektivromanen, der er af socialistisk oprindelse, sit robuste syn på det individuelle som tilfældigt særpræg, pittoresk egenart; det kan være genstand for medfølelse og humor, men som eksemplar af en art kan individet intet nyt oplyse om artens natur og grundlæggende vilkår.

(Aage Henriksen: Gotisk tid, 1971)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt