Komparativ

Komparativ: (: sammenlignende) litteraturforskning, også kaldet komparatisme: studiet af slægtskabet mellem litterære tekster med det formål at dokumentere påvirkninger fra den ene tekst til den anden. Komparatisme er altså litteraturhistorisk forskning og må skelnes fra synkroniforskning, der undersøger ligheder (fx genrebestemte) mellem indbyrdes uafhængige tekster.

Komparatisten kan efterspore et forfatterskabs indflydelse på sam- og eftertid (»Nietzsche og Norden«, »Turgenjev i dansk Åndsliv«), eller en forfatters kilder (»Holberg og Théâtre Italien«); han kan interessere sig for udviklingen af en genre (»Romanen i Danmark i 18. Aarhundrede«), en stilistisk tradition (»Impressionismen i dansk Prosa 1870-1900, med et Tillæg om Stiludviklingen efter 1900«), et temas historie (»Digtning og Skæbne«).

Enhver form for komparatisme må søge at godtgøre, at de iagttagne ligheder virkelig skyldes en påvirkning: ligheden kunne være tilfældig eller skyldes, at begge værker har en fælles kilde eller en fælles politisk, filosofisk, social-økonomisk baggrund. Komparatisten kan i sin dokumentation for, at lighederne skyldes påvirkning, støtte sig på biografiske forhold og påvise, at den ene forfatter har læst den anden. Eller forskeren kan igennem en intensiv analyse af begge værker demonstrere, at slægtskabet går i dybden og omfatter både stil, karakterskildring og livsopfattelse. Først herved bliver, for nykritik*eren, komparationen overhovedet interessant [1].

Forskellige former for komparatisme dominerer dansk og udenlandsk litteraturforskning i første halvdel af dette århundrede på biografisk, genrehistorisk eller åndshistorisk grundlag. Alle foreliggende litteraturhistorier bestræber sig for, i større eller mindre omfang, at afdække påvirkninger fra værk til værk eller fra forfatter til forfatter.

[1] En nykritikers fordring til komparativ forskning:

Om litterær påvirkning i al almindelighed kan følgende fremføres:

Det er min erfaring fra arbejdet med undersøgelsen, at påvirkninger sker gennem helheder og gennem de dominerende træk i disse. En digter kan meget vel have tilegnet sig et isoleret stilelement, et isoleret motivtræk, ideen til udformningen af en situation fra et forfatterskab, med hvilket han ellers ingen berøring har. Sådanne påvirkningstræk bør konstateres, men de er for komparatisten af underordnet betydning. De afgørende påvirkninger sker derimod gennem den samlede opfattelse, det samlede indtryk af inspirationskilden. Påvirkningstrækkene vil i sådanne tilfælde i reglen optræde i følge. Til en given form svarer en given forfatterholdning eller en given stemning. Bestemte karaktertyper optræder sammen med andre påvirkningselementer, f.eks. formelle, og omvendt vil formelle påvirkningstræk hyppigt være ledsaget af karakterpåvirkning eller af en fælles karakterholdning. Overhovedet viser der sig i almindelighed at bestå en generel overensstemmelse mellem stilistiske, genremæssige og motivmæssige påvirkningstræk, og komparatistens opgave er da ikke blot at påvise disse enkelte træk, men tillige og måske først og fremmest at påvise overensstemmelsen dem imellem.

(Johan Fjord Jensen: Turgenjev i dansk Åndsliv, 1961)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt