Komposition: digterværkets opbygning. Man bruger ofte ordet specielt om den måde, handlingsforløbet er organiseret på i et episk eller dramatisk værk, typografisk markeret gennem opdeling i kapitler*, akter*, scener*, og om disse storelementers funktion i handlingsforløbet [1]. Ældre dramatik følger fx meget strenge regler for komposition i denne betydning af ordet, jf. Eksposition*, Peripeti*, Katastrofe*.

Bredere kan man ved »komposition« forstå den fulde, samlede virkeliggørelse af værkets tema*. Temaet får konkret skikkelse i motivet*. I et episk eller dramatisk værk udfoldes motivet i en handling; handlingens konstruktion afspejler med andre ord temaet: det godes sejr, livets meningsløshed. Men det gør også de personer/persongrupper, ud af hvis konflikter handlingen opstår. Yderligere kan temaet formuleres eksplicit* gennem fortællerudsagn (jf. Pointe*, Morale*) og implicit* gennem symboler*.

Karakteristisk for lyrisk komposition er samspillet mellem billedbrug (jf. Metafor*), rim* og rytme* (»ordmusik«).

Generelle kompositionsprincipper, der tjener til at fremhæve temaet, er gentagelse* og antitese*.

[1] Episk komposition:

. . . Det samme handlingsforløb, hvis sproglige (og derfor principielt lineære eller endimensionale) udfoldelse udgør kompositionsstrukturen, opleves i praksis af læseren som flerdimensionalt, for selvom han arbejder sig igennem bogen ord for ord, fastholder han til enhver tid oplysninger, han har modtaget på de foregående sider, og opbygger gradvis et samtidigt, flerdimensionalt helhedsindtryk af den situation (i bevægelse), bogen fremstiller . . .

Situationsstrukturen er den forudsatte; den kan gengives med forskellige kompositionsstrukturer uden at ændres i sig selv, simpelthen fordi kompositionsstrukturen (i narrativ litteratur) i væsentlig grad er den rækkefølge, hvori forfatteren kommunikerer enkelthederne i sin flerdimensionale situationsstruktur, når denne skal meddeles gennem en kommunikationskanal, der kun kan overføre ét element ad gangen. En roman forløber principielt i én dimension, som er tiden (d.v.s. læsetiden), til forskel fra billedkunsten, der som bekendt er to- eller tredimensional, og derfor »overfører« en flerhed af elementer samtidig, og fra film og teateropførelser, der forløber i to eller tre dimensioner, plus tid. Den endimensionale kompositionsstruktur og den flerdimensionale situationsstruktur, som også kan forløbe i tid, er altså principielt forskellige.

(Per Nykrog i: Romanproblemer, 1968)