Konnotation: den eller de bibetydninger, der er forbundet med et ords grundbetydning (denotation*).
Private og fælles konnotationer
Nogle konnotationer er private, knyttet til personlige erfaringer og erindringer; »man skal ikke tale om reb i hængt mands hus«. Andre konnotationer er fælles for mange eller alle sprogbrugere.
Synonymer er oftest ord med samme grundbetydning, men med forskellige konnotationer [1].
Digterisk sprog er præget af konnotationsrige ord, det gælder i særlig grad lyrikken*. Konteksten* bestemmer, hvilke af de mange mulige konnotationer, der i det enkelte tilfælde bliver aktiviseret.
Konnotation og myte
Den moderne opfattelse af begrebet »myte«* bygger på modsætningen mellem det primære sprog, denotationssproget, og det sekundære, afledte sprog, konnotationssproget. Mytens sprog er konnotationerne.
[1] Synonymer er ord med samme grundbetydning, men forskellige konnotationer:
►►bølge (i vand; også overført):
bølge: *Bølgen i bækken og bølgen på havet, de strømmer dig hastigt forbi.SeedP:DL.379. *Flyv, fugl, flyv over Furesøens bølge.Winth:HS.718 ... - vove (poet.): *Jeg sejler vore snekker på søens vover.Oehl:LL.220. *Flyv, fugl, flyv over Furesøens vove.Winth:HS.718. *Sorgomsuste Kongeå, atter skal din vove gå glad igennem enge.Rode:HS.455. - spøg: Frk. L. drog så hjem over salten vove.K.Lars:DO.482 ... - sø (især sømandsspr.): En sø skyllede ind på dækket.Blich:DO.244. Den dæmpede lyd af søernes dumpe slag mod stranden.Drah:DO.244 ...
(Politikens Synonymordbog, red. Allan Karker, 1957 ff)