Kontekst: »sammenvævning«; et centralt begreb i nyere litteratur- og sprogforskning, hvis enkelte retninger bruger det i meget forskellige betydninger. Bag alle anvendelser af begrebet ligger imidlertid den tanke, at et fænomen ikke kan erkendes isoleret. Det defineres af og ved dets omgivelser.

Nykritikkens* kontekst-begreb: Nykritikken analyserer tekstens enkelte ord i forhold til de omgivende ord og formuleringer. Konteksten er selve teksten i sin helhed. Gennem analysen afdækkes tekstens forestillingsplaner: billedplan og realplan og billedernes betydningsindhold bestemmes, jf. Billedsprog*.

Strukturalismens* kontekst-begreb: Ud fra det samme kontekst-begreb, der begrænser sig til den enkelte tekst, kan man foretage en strukturalistisk analyse af tekstens værdisystem (jf. Narratologi*).

Bredere anvendelser af kontekst-begrebet

Strukturalismen arbejder imidlertid både i teori og praksis også med et bredere kontekst-begreb. Værket eksisterer jo kun i og med at det opleves: høres, læses, synges. At forstå værket forudsætter kendskab til alle betydningerne af de ord, det indeholder. Ords betydning fastlægges igennem deres brug. Derfor er værkets kontekst alle andre tekster på det samme sprog (jf. Konnotation*).

Ud fra et kommunikations*-synspunkt kan man definere to former for kontekst. Værkets kontekst er:

• for det første den enkelte læsers særlige forudsætninger: erfaring, viden, livsholdning, psykisk beskaffenhed. Romanen »Kongens Fald« (1901) af Johannes V. Jensen er ikke helt den samme roman for to læsere. Også nykritikken har betonet dette synspunkt
• for det andet må man som kontekst også forstå sammenhængen mellem værket og den historiske situation, hvori det er skrevet: social, historisk kontekst [1].

[1] Social og historisk kontekst:

Næppe nogen vil i alvor mene, at den litterære tekst kan forstås i sig selv altså isoleret fra en kontekst, en menneskelig sammenhæng. Det gælder formentlig for alle læsere af en hvilken som helst tekst, at man før, under og efter læsningen har ubetvivlelig bevidsthed om, at forståelsen kun kommer i stand, fordi tekst og læser kan mødes i en fælles kontekst, fordi man har »lært at læse«, fordi man til mødet med teksten medbringer en større eller mindre kulturel bagage, et antal nøgler, der forhåbentlig kan lukke den op.

Disse nøgler har læseren ikke selv smedet; dem har han fået udleveret. Problemet er nu: af hvem? og under hvilke omstændigheder? Tendensen idag er at svare: forståelsesapparatet er samfundets, og læserens beherskelse deraf er betinget af hans rolle i dette samfund. På ganske tilsvarende måde betragter man selve digterværket som et produkt af samfundskræfterne gennem den - stadig samfundsskabte — psykiske maskine, digtersindet opfattes som. Man hævder altså, at den afgørende forståelsesnøgle findes i den kontekst (tekstuel, kulturel, social), som giver værket eksistens, hvad enten det nu ses ud fra forfatteren eller ud fra læseren. Vi kunne kalde denne tekstnøgle for forståelsens samtidsorienterende dimension. ...

Spørgsmålet er imidlertid, om tanken om en samtidsorienteret kontekst-betragtning som tekstforståelsens forudsætning er en tilstrækkelig forklaring på det faktum, at forståelsen af den enkelte tekst egentlig altid forudsætter forståelsen af andre tekster ... Man kan belyse problemet ved at spørge: er det nok at kende tekstens sprog og det samfund, den tilhører, for at kunne forstå den og dermed gennemføre en tekstanalyse deraf? Så viser det sig nemlig, at dette spørgsmål slet ikke giver nogen mening, medmindre man indfører endnu en dimension, tidens eller historiens, for det er kun ved et analytisk kunstgreb, at vi kan standse tidens strøm og hævde, at et tilfældigt udsnit af fænomener udgør en »samtid«, som betinger tekstens eksistens og forståelse ...

(Morten Nøjgaard: Litteraturens Univers, 1975)