Kronologi (i denne sammenhæng): den kronologiske rækkefølge af de begivenheder, der omtales i et litterært værk. Det samlede tidsrum fra den første til den sidste stedfundne begivenhed kaldes bruttotiden; de skildrede tidsafsnit inden for dette tidsrum udgør nettotiden. En dannelsesromans* bruttotid omspænder fx hovedpersonens hele liv eller den største del af det. Romanen skildrer jo imidlertid kun et udvalg af alt, hvad der foregår i dette tidsrum. Jf. Panorama/scene*.

Værkets fremstilling kan følge begivenhedernes kronologi: det, som er sket først, skildres først. Ofte indeholder fremstillingen dog brud på kronologien. På et givet tidspunkt berettes der fx om begivenheder, som har fundet sted forud for det tidspunkt, som fremstillingen i øvrigt er nået frem til. Eksempler på en sådan baglæns kronologi kendes fra kriminalromanen*: først berettes om forbrydelsen, til sidst afsløres det, hvem der begik den, og hvordan, - og fra det såkaldt »analytiske drama« (Ibsen): som stykket skrider frem, afdækkes mere og mere af den fortid, der bestemmer personernes situation og adfærd i den aktuelle scenehandling. Jf. Eksposition* og Intrige*.

Foregribelsen, omtalen af, hvad der skal ske, er karakteristisk for den alvidende fortæller*: »men dette skulle han senere komme til at fortryde«. Varseldrømmene i sagaer* og folkeviser* er udtryk for skæbnetro.

En tredje form for brudt kronologi er fremstillingen af begivenheder, som man må forestille sig som samtidige, men som i beretningen naturligvis må følge efter hinanden; denne simultan*-teknik kendes fra kollektivromaner* (Legetøj (1936) af H.C. Branner) og andre skildringer af fællesskaber (En Dag i Oktober (1931) af den norske forfatter Sigurd Hoel) [1].

[1] Brudt kronologi: eksempler på foregribelse og simultan skildring (af offer og forbryder):

Fasansæsonen i Kansas er en meget kendt november-begivenhed og samler horder af jægere fra de omliggende stater... Hvis jægerne ikke var inviterede gæster, ansås det i almindelighed for passende, at de betalte landmanden en lille afgift, for at de kunne forfølge deres bytte på hans område, men da Oklahomafolkene tilbød at betale, morede Mr. Clutter sig. »Jeg er ikke så fattig, som jeg ser ud. Fortsæt bare, skyd alt, hvad De kan,« sagde han. Så rørte han let ved hatteskyggen og skyndte sig hjem til dagens arbejde, uvidende om, at det ville blive hans sidste dag.

Ligesom Mr. Clutter drak den unge mand, der sad og spiste morgenmad i en café, som hed Little Jewel, heller aldrig kaffe. Han foretrak afholdsøl. Tre aspiriner, koldt afholdsøl og en række Pall Mall cigaretter - det var hans idé om et reelt måltid mad. Han nippede til glasset og røg, mens han studerede et kort, der var bredt ud på bordet foran ham - et Phillips 66 kort over Mexico - men det var svært at koncentrere sig, for han ventede på en ven, og vennen var for sent på den . . . Men han kom sikkert; når alt kom til alt, var formålet med deres møde Dicks idé, hans »nummer«. Og når sagen var i orden - Mexico.

(Truman Capote: Med koldt Blod, 1965, da. 1966)