Litteraturhistorie

Litteraturhistorie: Den forestilling, at en nations litteratur udgør et udviklingsforløb, har rødder i romantikkens* historiesyn. Før 1800 eksisterer litteraturhistorie kun som stofindsamlinger, især biografiske oplysninger, ordnet kronologisk eller alfabetisk, uden påvisning af indre sammenhæng.

Nogle større danske litteraturhistorier

Den første større danske litteraturhistorie er N.M. Petersens Bidrag til den danske Litteraturs Historie, 1853- 64; den dækker tidsrummet fra oldtiden til 1800. Det brede anlæg i denne litteraturhistorie genfindes både i Carl S. Petersen og Vilh. Andersens Illustreret dansk Litteraturhistorie 1- 4, 1916-34 og i Oluf Friis’ Den danske Litteraturs Historie 1, 1945. Fiktions*litteraturen ses i alle 3 fremstillinger i sammenhæng med åndshistorien: teologi, humane videnskaber og naturvidenskaber.

Ejendommelig for Vilh. Andersens meget omfattende fremstilling af litteraturen fra Holberg til o. 1900 (bd. 2-4) er den på én gang moralske og psykologiske litteraturopfattelse, der gennemtrænger værket og betinger dets komposition. En digters værker er stadier på hans dannelsesvej: de vidner om hans vilje til at vinde indsigt i og frigøre sin personlighed. Organisationsprincippet er derfor biografisk, og den overordnede struktur er pyramidalsk, kulminerende midtvejs i skildringen af den digter, Oehlenschläger, hvis modne værker udtrykker en fuldkommen, harmonisk personlighed [1].

Oluf Friis’ Den danske Litteraturs Historie blev planlagt som et mindre værk end Carl S. Petersens og Vilh. Andersens; udvalget af ikke-fiktive tekster skulle foretages ud fra et strammere »idé- eller aandshistorisk Princip«. De intensive analyser af den ældre litteratur har dog givet det første bind (fra oldtiden til Renaessancen (ca. 1615)) et langt større omfang end det tilsvarende afsnit i Illustretet dansk Litteraturhistorie [2].

Også nyere danske litteraturhistorier som Mogens Brøndsted og Sven Møller Kristensens Danmarks Litteratur (1963) og Politikens Dansk Litteraturhistorie 1-4, 1964-66, betoner den åndshistoriske sammenhæng. Gennemgangen disponeres i begge værker traditionelt efter de enkelte forfatterskaber, i 4. bind af Pol. litteraturhistorie kombineret med en overinddeling efter genre*, idet den dramatiske digtning behandles for sig. Men i den Ideologihistorie (jf. Ideologi*), som i 1975-76 blev udgivet af en gruppe yngre forskere omkring Aage Henriksen, slår det åndshistoriske synspunkt helt igennem og bestemmer også definitionen af fremstillingens mindste enheder, der fx i bind 1 (1770-1870) er afsnit med overskrifter som: Organismetankens grundtræk, Inspirationen, Historien, Naturen og Gud [3].

F. J. Billeskov Jansens Danmarks Digtekunst, 1-3 (-1870), 1944-64, er derimod »de poetiske Motivers og den poetiske Tekniks Historie«. Perioderne* (»epokerne«) ansættes bredt: bind 2 bestemmer hele 1700- tallet som »Klassicisme«; »førromantikken«* afvises, fordi denne litteraturhistoriske kategori tilslører det forhold, at det afgørende æstetiske nybrud først sker med romantikken. Inden for hver periode undersøges de tre storgenrer; den lyriske, episke og dramatiske kunst.

Når nykritikere nærmer sig litteraturhistorien, bliver resultatet gerne grundige, værk-orienterede gennemgange af samtidige forfatterskaber: Modernismen i dansk Litteratur (1967) ved Jørn Vosmar, Thomas Bredsdorffs Sære Fortællere (1967).

Den marxistiske litteraturforskning efter 1970 har med vægt fremhævet og praktiseret den historiske betragtning. En slags dansk litteraturhistorie på marxistisk grundlag udgør de udførlige indledninger til de enkelte bind af Samlerens Antologi af nordisk Litteratur (1973 ff). Jf. i øvrigt Periode*.

[1] Vilh. Andersen som litteraturhistoriker:

Solidaritet (: med digterne) er der også i hans galskab, hans litteraturhistoriske system, som fordeler det 18. årh. på tre kredse omkring Holberg, Ewald og Baggesen, men det 19. årh. på ti slægtled, dominerende hvert sit tiår. Tegningen er sikker konstrueret ud fra sit kernepunkt, året for Oehlenschlägers fremtræden. Alt hvad der gik forud, slog mere eller mindre fejl, det blev ikke til andet end tendenser i løs gruppering, så brød der et væld frem, som sendte bølge på bølge ned gennem århundredet. Skellet mellem Rahbeks og Mynster er skellet mellem en gold og vantreven slægt, som aldrig fik benene til jorden, og et kuld af stærke sønner, som fandt fodfæste og lagde grunden til en national litteratur. Denne tanke om tidernes sammenhæng med Aladdin i midtpunktet kan anfægtes, ja kan næsten ikke andet, men den inspirerer ved at bringe digterne ind under en fælles kaldelse. Kaldets idé kan spores i litteraturhistoriens mange krydshenvisninger - det samme er på færde i alle tider og bøger - men får sit fulde udtryk i billedet af Oehlenschläger . . . den elementære livsfølelses digter, »høj og herlig i Fremstillingen af det bevidste Livs Rod i og af det ubevidste«, af »Naturen i Aanden«.

(Jørgen Elbek: Kritikkens genmæle, Vindrosen 1963/6)

[2] Oluf Friis »Om at skrive en dansk Litteraturhistorie«:

Naar vi i det foregaaende har brugt Ordet Idé, har vi ikke dermed ment Ide i snævrere Betydning af Ordet som formuleret Tanke eller Begreb, men i almen Betydning som Livsanskuelse, hele den aandelige, moralske Indstilling. Litteraturhistorien vil ikke kappes med Filosofihistorien. I Litteraturhistorien ses Ideerne altid i deres Forbindelse med Mennesket. I Digternes Liv og deres Værker spejler sig Tidens Idéer og deres Virkelighedsværdi prøves. Litteraturhistorien er som al Videnskab om det menneskelige dybest set psykologisk . . . Digteren er ikke blot Enkeltindivid, han er Medlem af den Virkelighed, der omgiver ham, og som samlet træder ham i Møde i Samfundet. Ind imellem Idéerne og Mennesket skyder sig Samfundet. Litteraturhistorien er sociologisk. Med Samfundets skiftende Strukturformer forvandles Digtningen. Samfundsklassernes Opmarch aftegner sig i Litteraturhistoriens Epoker, hvis herskende Mennesketype er bestemt af den kulturbærende Samfundsklasse . . .

Først og sidst er Litteraturhistorien Skildringen af Digtningens Historie, af Ordets Kunst. Digterværkerne og Litteraturmindesmærkerne i det hele er ikke blot Dokumenter til den menneskelige Historie i hele dens Kreds af Udstraalinger. De enkelte Digterværker er i sig selv sluttede Helheder, egne Verdener, som Ordene og Formen har givet varig Eksistens. De maa i Litteraturhistorien hævdes i deres kunstneriske Egentilværelse. Den æstetiske Analyse og Vurdering er Litteraturhistorikerens fineste Instrument. Han maa aldrig slippe det af Hænde.

(af Forord til Den danske Litteraturs Historie, 1945)

[3] Om »Ideologihistorie«:

Denne plan omfatter dansk digtning i 1000 år. Det ledende synspunkt er: forholdet mellem de forskellige tidsaldres overordnede værdiforestillinger og det enkelte menneske . . . Litteraturens historie er her inddelt i tre hovedafsnit, som benævnes efter de autoriteter, som forvalter de højeste værdier: slægten (-1300), kristendom og kongedomme (1100-1870), samfund og videnskab (1870-). De værdier, der i de tre perioder stræbes imod, er henholdsvis individets fortsatte liv i slægten, sjælens evige liv i himlen og de manges jordiske velfærd her og nu.

(Aage Henriksen: Forord til Ideologihistorie 1, 1975)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt