Litteratursociologi

Litteratursociologi: I sin bredeste betydning betegner ordet enhver forskning, der undersøger forholdet mellem litteratur og samfund. To litteratursociologiske hovedområder kan skelnes:

1) Man kan studere »samfundet i litteraturen«, dvs. hvordan litterære værker betinges af deres sociale baggrund eller afspejler den. Undersøgelsens genstand er altså litterær: et værk, et forfatterskab, en periode*.

Positivismens* litteraturforskning, som udvikles i sidste halvdel af 1800-tallet, søger principielt værkets årsager både i kunstnerens individuelle udrustning (arv, opdragelse), i folkekarakteren (»racen«) og i kulturmiljøet, men realiserer dog hovedsagelig en biografisk* forskning. Litteratursociologiske undersøgelser af positivistisk type træffes dog herhjemme allerede hos Georg Brandes, fx i Hovedstrømninger (1872-90), bogen Ludvig Holberg (1884).

Almindeligvis udformes denne form for litteratursociologi på marxistisk grundlag. Et ældre dansk eksempel er Jul. Bomholts Dansk Litteratur fra den Industrielle Revolution til vore Dage (1930), som imidlertid fremstiller forholdet mellem litteratur og samfund urimeligt forenklet: litteraturen opfattes som en mekanisk afspejling. Langt mere nuancerede undersøgelser er Sven Møller Kristensens Digteren og Samfundet 1-2 (1942), sammes Litteratursociologiske Essays (1970), Gunnar Ahlström: Det moderna genombrottet (1947), indledningerne til de enkelte bind af Samlerens Antologi af Nordisk Litteratur 1-11 (1973 ff).

Ideologikritikken*, fra o. 1970, kan ses som en udvikling af litteratursociologien.

2) Litteratursociologiens andet hovedområde er studiet af litteraturen som en samfundsfunktion, en social mekanisme, »litteraturen i samfundet«. Denne forskning er efter sin art sociologi, ikke litteraturvidenskab; »litteraturen« er ikke værkerne, men den litterære institution, dvs. betingelserne og formerne for værkernes opståen og udbredelse. Man har foreslået at reservere betegnelsen »litteratursociologi« til denne form for forskning og kalde den ovenfor beskrevne retning »sociologisk litteraturforskning«. Sædvanligvis bruges dog »litteratursociologi« om begge hovedområder.

Studiet af litteraturen som samfundsfunktion stiller spørgsmål som: Hvem bliver forfatter? - Hvornår bliver litteraturproduktion vareproduktion, dvs. hvornår afløses mæcenen af forlaget som økonomisk basis? - Hvordan spredes litteraturen? Gennem boghandel? Kiosk? Bibliotek? - Hvem læser hvilken litteratur? - Hvad betyder skolens litteraturundervisning og dagbladenes anmeldelser for spredning og tilegnelse? - Hvordan er og virker samfundets kulturpolitik (fx kunstfondstøtten)?

Et hovedværk, både en teoretisk indføring og en konkret analyse af den litterære institution i Danmark, er Escarpit/Hertel: Bogen og Læseren (1972). De omtalte værker af Sven Møller Kristensen kan også nævnes i denne sammenhæng, og dokumenterer således, at grænserne mellem de litteratursociologiske forskningsområder ikke i praksis kan trækkes så skarpt [1].

[1] Oplæg til en litteratursociologisk undersøgelse:

Denne undersøgelse er udsprunget af en lang række spørgsmål som de fleste venstrekræfter har måttet stille sig gennem det kulturelle og politiske opbrud der fandt sted gennem tresserne: Hvorfor er der et så tilsyneladende stort svælg mellem kunstnerne og folket? Hvordan skal man som del af den venstreintellektuelle gruppe komme ud over de kløfter der skiller os fra de mennesker på arbejdspladser og i institutioner, som vi nødvendigvis må i kontakt med? Hvorfor kan ikke engang de socialistiske og klassebevidste dele af kunstnerne komme i kontakt med disse grupper? Hvem og hvad forhindrer det? Er det kunstnerne, folket, institutionerne, kapitalen? Er det fordi også den socialistiske kulturkunst ligger under for klassesamfundets love? Hvis ja, hvordan fungerer da denne klassedeling, og hvordan kan man, følgelig, bekæmpe den?

I begyndelsen af tresserne var det ikke ualmindeligt at antage at folkets manglende interesse for kunsten kun var et spørgsmål om at formidle kunsten godt nok. Så ville det problem være løst. Det er der stadig en del kunstnere der synes at mene, og også visse arbejderpolitikere. Det er en antagelse der bygger på, mindst, to forkerte forudsætninger, nemlig at kunst i sig selv er »almen« eller demokratisk og derfor har noget at sige alle mennesker til alle tider - uanset nation, klasse og personlige erfaringer (at den er »udødelig«, hvis den altså er »god«). Den anden fejlforestilling - som på en måde er forudsætning for den første - ligger i troen på at klassesamfundet var udslettet, eller ophævet, en forestilling som faktisk var dominerende i efterkrigstiden, lige til omkring 1960.

At det ikke er så enkelt som så, er siden gået op for de fleste på den aktive venstrefløj. Forfattere der skriver med massernes tarv for øje, er ikke læsning blandt masserne, de har tværtimod ofte ganske små oplagstal. Hvorfor er det sådan? Venstreintellektuelle, som ofte er de mest skarpsindige kritikere af samfundet og borgerskabets vaner, er ofte uløseligt integreret i samme samfund og samme vaner. Hvordan går det til? Folkets kultur som skulle bygge på folkets selvagtelse, selvbevidsthed og selvudfoldelse er, trods folkeskole, folkebiblioteker og radiospredningslov, en tvivlsom og måske forsvindende sag, som i hvert fald tilsyneladende ikke blomstrer gennem disse »demokratiske« institutioner. Snarere på trods af disse. Hvorfor? Har kunstnere og intellektuelle - også de venstreorienterede - noget med det forhold at skaffe? - Vores sprog har vi stjålet fra folket, siger Malinovski. Hvis det er sandt, hvordan kan vi så være med til at levere det stjålne gods tilbage?

(Bente Hansen: Forfattere i/mod Kapitalismen, 1975)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt