Lyrik: Den ene af storgenrerne. Den lyriske digtnings særpræg i forhold til epik* og dramatik* er skitseret i artiklen Genre*. For de enkelte lyriske genrers vedkommende henvises til artiklerne: Arie* - Epigram* - Hymne* - Læredigt* - Ode* - Salme* - Sonet*.
Lyrisk stil er behandlet i artiklerne: Allitteration* - Apostrofe* - Besjæling* - Billedsprog* - Gentagelse* - Konnotation* - Metafor* - Metonymi* - Omkvæd* - Perifrase* - Personifikation* - Rim* - Sammenligning* - Symbol*. Rytmiske forhold i: Alternation* - Cæsur* - Enjambement* - Frie vers* - Metrik* - Rytme* - Strofe* - Vers* - Versfod*.
Folkelig lyrik og kunstpoesi
Hovedlinjer i dansk lyrik
Den poesi, som middelalderens folkeviser rummer i omkvæd og naturanslag, og overhovedet tryllevisernes billeder af dæmoniseret, forlokkende natur, er det ældste betydningsfulde lag i dansk lyrik: folkevisetonen bliver en grundtone i romantikkens* lyriske tradition.
Andre, senere visetyper (»folkevisens efterklang«) løber som en understrøm gennem århundrederne og spredes som skillingsviser* til de i moderne tid afløses af den moderne pop-sang; hovedmotiverne er erotiske: forelskelse, svegen troskab. I 1500- og 1600-tallet blomstrer en kejtet kærlighedspoesi i adelens visebøger.
I æstetisk modsætning til disse enkle typer udvikles efter 1600 en dansk kunstpoesi, i sin gendigtning af Davids salmer (16231, 16272) gennemfører Anders Arrebo (1587-1637) en metrisk reform: regelmæssigt stavelsestal og regelmæssig alternation*, som ordstoffet er afpasset til. Barokdigtningens teoretiske underlag er metriske og sproglige studier.
Genrer i ældre lyrik
Efter reformationen i begyndelsen af 1500-tallet bliver salmen* en central lyrisk genre. To af den ældre verdslige lyriks hovedtyper er didaktisk og deskriptiv poesi; forenede ses de i Arrebos store digt om skabelsen, Hexaëmeron (1630rne, udg. 1660).
Læredigtningen (den didaktiske lyrik) rækker fra pædagogisk moraliseren for børn (Niels Bredal (ca. 1544-1579): Børnespejl, 1568) til religiøse og filosofiske verdensforklaringer (Christian Braunmann Tullin (1728-1765): Om Skabningens Ypperlighed, 1764).
Den beskrivende (deskriptive) lyrik udfolder sig i 1600-tallet som topografisk digtning (fx Thomas Kingo (1634-1703): Samsøs korte Beskrivelse, 1675), i 1700-tallet som mindre stedbundent, typiserende naturmaleri, hvori naturen anskues og tolkes som skaberværket.
Til disse hovedtyper kommer satiren* (Ludvig Holberg, Christian Falster (1690-1752)) og lejlighedsdigtet: fra barokkens repræsentationspoesi, som hylder konge og stormænd (Anders Bording (1619-1677), Kingo) til borgerlige bryllups- og begravelsesdigte (Kingo, Johannes Ewald (1743-1781)).
Nærmest ved eftertidens forestilling om lyrik står 1600-tallets sangbare hyrdepoesi, erotik i et idyllisk kulisselandskab (Søren Terkelsen (c. 1590-1656/57), Anders Bording, Kingo).
Med førromantikkens* fremhævelse af digterens individualitet og originalitet*, og af inspirationen som poesiens udspring, får begrebet »lejlighedsdigte en ny betydning. »Lejligheden« er nu den personlige oplevelse eller stemning, der inspirerer digteren, og som digtet fastholder. I denne forstand af ordet bliver »lejlighedsdigtet«, med Johannes Ewalds personlige digte som det første, fremragende eksempel, næsten enerådende, og den subjektive stemningsudsigelse opfattes siden almindeligt, men uhistorisk, som lyrikkens egentlige væsen [1]. Den slags lyrik er i eftertiden blevet kaldt centrallyrik (: digtersubjektet er centrum).
Den romantiske lyrik mellem 1800 og 1870: Adam Oehlenschläger (1779-1850), Schack Staffeldt (1769-1826), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), B.S. Ingemann (1789-1862), Carsten Hauch (1790-1872), Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), Christian Winther (1796-1876) og Emil Aarestrup (1800-1856) har siden, i tematik og længe også i formsprog, stået som selve traditionen (»den bløde tradition«).
Den romantiske lyrik er fx til stede i naturalismens* lyrik: J.P. Jacobsen (1847-1885), Holger Drachmann (1846-1908) og hos 1890ernes lyrikere: Johannes Jørgensen (1866-1956), Sophus Claussen (1865-1931, med fx digtsamlingen »Pilefløjter«, 1899), Viggo Stuckenberg (1863-1905). Og langt ind i dette århundrede har den foreligget som dén aktuelle udtryksmulighed (Nis Petersen (1897-1943), Tove Ditlevsen (1917-1976), Paul la Cour (1902-1956)), som modernismens forskellige generationer har defineret sig i modsætning til [2]. Jf. i øvrigt til den nyere lyrik artiklerne: Ekspressionisme* - Imagisme* - Modernisme* - Surrealisme* - Symbolisme* - Systemdigtning*.
[1] Søren Kierkegaard om lyrikkens væsen:
Det Musicalske er i Lyriken det subjective Moment. Dette bliver ganske eensidigt udviklet. Det bliver i denne Henseende Klangen i Verset, Resonantsen, hvori det ene Vers raaber til og svarer det andet, den gratiøse Slyngning, i hvilken Verset bevæger sig i lette, smidige Dandsetrin og selv saa at sige synger dertil, hvorpaa Alt kommer an. Rimet bliver en vandrende Ridder, der gaaer paa Eventyr . . . Tilsidst isolerer det musicalske Element sig aldeles, og det lykkedes virkelig stundom Romantiken at reconstruere den Art Poesi, Enhver fra sin Barndom kjender i det skjønne Vers: Ulen Dulen Dorf. Saadanne Digte maae nu ogsaa ansees for de fuldkomneste; thi her har Stemningen, og denne er det jo Alt kommer an paa, absolut Raadighed og er aldeles ubunden, da enhver Gehalt er negeret . . .
(Kierkegaard: Om Begrebet Ironi. 1841)
[2] men det »naturlige« lyrikbegreb er et historisk fænomen:
Kunstværker, derimod, har udelukkende deres storhed i artikulationen af det, som ideologien tildækker. Når de lykkes, rækker de, hvad enten de vil det eller ej, ud over den falske bevidsthed.
Lad mig knytte til ved Deres eget ubehag. De føler, at lyrik er noget, som står i modsætning til samfundet, noget helt igennem individuelt. Med Deres følelse holder De fast ved, at det stadig skal være sådan, at det lyriske udtryk er i stand til, befriet for tingenes tyngde, at besværge billedet af et liv, som er uden den tvang, der udgår fra den herskende praxis, et liv, som er fri for nyttehensynet, for den seje livsopholdelses tryk. Denne forventning til lyrikken, forventningen om det jomfruelige ord, er imidlertid selv af en samfundsmæssig art. Det indebærer en protest mod en samfundstilstand, som den enkelte oplever som fjendtlig, kold, trykkende, og denne tilstand indgraveres med modsat fortegn på den digteriske frembringelse: jo tungere tilstanden trykker, jo stædigere gør digtet modstand, idet det ikke bøjer sig for noget heteronomt, men helt og holdent bygges op efter sin egen lov. Afstanden til det blot givne bliver til et mål for dettes falskhed og slethed. I protest herimod artikulerer digtet drømmen om en verden, som er anderledes . . .
En sådan indsigt i lyrikkens samfundsmæssige karakter får blot en anden drejning, når man siger, at det lyrikbegreb, som vi finder naturligt, er af et helt og holdent moderne tilsnit. På tilsvarende måde har landskabsmaleriet og dets forestilling om »natur« først i moderne tid udviklet sig autonomt . . .
Bevidsthedsformer, der er lyriske i den specielle moderne betydning af ordet, glimter i ældre tid pludseligt frem som noget isoleret, på samme måde som baggrunden på ældre malerier undertiden foregriber landskabsmaleriets idé. Denne baggrund er ikke med til at udgøre den æstetiske form . . .
Det, som vi forstår ved lyrik før vi udvider begrebet historisk eller vender det kritisk mod den individualistiske region, har, jo »renere« det foreligger, et moment af brud i sig. Det 'jeg', som ytrer sig i lyrikken, er et jeg, der bestemmer og udtrykker sig som stående i modsætning til kollektivet, til objektiviteten; det er ikke uformidlet ét med den natur, som det har at gøre med i sit udtryk. Det har så at sige mistet den og tragter efter at genfremstille den ved besjæling, ved fordybelse i jeg'et selv.
(Th. Adorno: Tale om Lyrik og Samfund. Kritiske Modeller, 1972)
Glossary
- Allitteration
Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel:
Jeg går da tit en tur og tænker mig tom.
(Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).- Besjæling
I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.
Eksempel:
Havet glider rødmende ind i solens ild.
(Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.- Folkevise
også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.
- Metonymi
En metonymi er et ord eller et udtryk, der skal forstås i overført eller udvidet betydning, idet det peger på et andet ord eller udtryk, som det er erstatning (substitution) for, og som det betydningsmæssigt har nærhed til/forbindelse med.
Et par eksempler:
De ville en tur i det grønne,
hvor udtrykket i det grønne er erstatning for 'naturen'.Det hvide hus har besluttet...,
hvor udtrykket Det Hvide Hus er substitution for den politiske ledelse (præsidenten) i USA.- Personifikation
I billedsproglig sammenhæng er en personifikation en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at et abstrakt forhold eller begreb tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.
Eksempel:
Som husked du et øjebliks sorger, (...) / som venter skinsygt på, at du skal skænke dem en tanke.
(Fra William Heinesens digt Pigen og månen, 1927). I disse verslinje tillægges de abstrakte begreber 'øjeblikket' og 'sorger' hver deres menneskelige egenskaber: Øjeblikket tillægges den egenskab at kunne sørge, og sorgerne tillægges den egenskab at kunne være jaloux.- Verdslig
betyder ikke-kirkelig, ikke-religiøs; det verdslige (også kaldet 'sekulære' eller 'profane'), har med den materielle, jordnære tilværelse, den ikke-religiøse del af virkeligheden, at gøre - i modsætning til 'det gejstlige', der handler om kirkelige, religiøse forhold.