Læredigtning: betegnelse for fiktions*-litteratur, hvis hovedformål er (pædagogisk) belæring om teoretiske eller praktiske emner. Læredigtningen var meget udbredt i antikken (Hesiod, Lukrets, Ovid) og i senere europæisk litteratur indtil romantikken*.

Den religiøse læredigtning udfolder sig i mange genrer: epos* (på dansk Anders Arrebos (1587-1637) digt om skabelsen, Hexaemeron, tr. 1661), parabel*, legende*; lyrisk i 1700-tallets store filosofiske digte (Tullin (1728-1765): Skabningens Ypperlighed, og endnu Schack von Staffeldts (1769-1826) platonistiske digte); dramatisk i middelalderens helgenspil.

Moralsk-psykologisk belæring rummer de små genrer: ordsprog* og fabel*. I dansk lyrik kan man pege på Ambrosius Stubs (1705-1758) arier* [1]; i dramatikken på 1500- og 1600-tallets skoledrama (se Drama*). Ludvig Holberg betoner sine komediers moralske nyttevirkning.

I dette århundrede udvikler socialistiske forfattere en politisk læredigtning, hvori den politiske propaganda bygger på analyse, og som i eksemplets eller modellens form anskueliggør klassesamfundets struktur og undertrykkelsesmekanismer. Den tyske Bertolt Brechts (1898-1956) lyrik og dramatik skaber tradition på dette område; jf. i dansk litteratur dele af Erik Knudsens (1922-2007) og Ivan Malinovskis (1926-1989) lyrik [1] og det moderne politiske teater.

[1] To læredigte:

Betænkning over Tiden
Hver Time er forgyldt, og Viiseren tillige;
Du Jord-Klimp, hør engang, hvad Guldet her vil sige.
Den gyldne Time gik, men kommer aldrig meer;
(den gyldne Viser til vor Død os viser hver?)
Blev denne Sandhed nu engang til Hierte tagen,
Saa merkte vi tilgavns, hvad Klokken den var slagen.

(Ambrosius Stub, tr. 1771)

Kritik af skuffelsen
Når du ligger for døden
Og siger til dig selv:
Jeg er blevet røvrendt af livet
Tænker du forkert. Ikke
Af livet men af dets ejere
Skal vi sige sokkefabrikanterne

(Ivan Malinovski: Kritik af tavsheden, 1974)