Marxistisk litteraturforskning

Marxistisk litteraturforskning: En litteraturforskning, der bygger på marxismen, har i Europa (Tyskland, Rusland) eksisteret siden slutningen af 1800-tallet. Den tidligste danske marxistiske forskning repræsenterer Julius Bomholt (Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage, 1930), Harald Rue (Litteratur og Samfund, 1937), Sven Møller Kristensen (Digteren og Samfundet, 1942).

Især i fra midten af 1960erne og nogle årtier frem har et marxistisk erkendelsesgrundlag båret en stadig voksende del af europæisk, også dansk, litteraturforskning.

For marxisten indgår litteraturen som al anden kunst i den »overbygning«, der hviler på det givne samfunds økonomiske basis. Et marxistisk litteratursyn må derfor være relativt: litteraturen ses i forhold til det samfund, som den tilhører, og i sammenhæng med dette samfunds øvrige »bevidsthedsproduktion«.

Marxistisk litteraturkritik og -pædagogik har udvidet det traditionelle litteraturbegreb: karakteristisk er interessen for al slags triviallitteratur* og børnebøger*. Jf. artiklerne Fiktion*, Litteratur*. Og marxismen afviser den borgerlige litteraturkritiks forestilling om litteraturens almengyldige karakter. Hvad det kapitalistiske samfunds digtere og kritikere kalder »evige menneskelige værdier« er kun »borgerskabets selvtematiseringer«, og den påståede almengyldighed kan da ses som udtryk for litteraturens ideologiske karakter: den skal legitimere den herskende klasse.

En vigtig marxistisk forskningsgren er ideologikritikken*, udviklet under stærk inspiration af den franske strukturalisme*.

Som anden produktion er også litteraturen underkastet et markeds love. Litteratursociologien*, som oftest dyrkes af marxistiske kritikere, undersøger litteraturens produktionsforhold.

Ud fra sin materialistiske historieopfattelse har marxistisk litteraturforskning revideret - og problematiseret - den traditionelle litteraturhistories* periode*begreber. Ændringerne foregår ikke i overbygningen alene: bøger avler ikke bøger, men forandringerne i kulturudviklingen afhænger af ændringerne i produktionsforholdene. Hvordan denne afhængighed skal opfattes, er omstridt. At overbygningen skulle være en simpel »afspejling« af basis, afviser de fleste marxister som en alt for forenklet, »udialektisk«, fremstilling af forholdet; der er tale om gensidighed, dialektisk vekselvirkning [1].

Centralt står i den nyeste marxistiske litteraturhistorie den tyske sociolog Jürgen Habermas’ fremstilling af, hvordan begrebet »borgerlig offentlighed« opstår og udvikles i takt med kapitalismens fremvækst. Produktionen og vareudvekslingen foregår udenfor familien, der isoleres og kommer til at fremtræde som uafhængig af samfundslivet i øvrigt. Men den kapitalistiske produktion er i sig selv privat: familieliv og produktionsliv tilhører begge »privatsfæren«, »samfundet« i modsætning til staten (hoffet, regeringsapparatet, administrationen).

Inden for privatsfæren udvikles, tidligst i England i beg. af 1700-tallet, en litterær offentlighed: et forum for udveksling af familielivets »almenmenneskelige«, »rent menneskelige« erfaringer; denne litterære offentlighed bliver »forform« for en politisk offentlighed, der diskuterer produktionslivets vilkår. I Danmark er denne udvikling dog mindre markant, fordi industrialiseringen kommer sent.

Studiet af den litterære offentlighed i sin afhængighed af samfundets økonomiske udvikling er studiet af litteraturens produktions- og distributionsbetingelser, som i sig selv bestemmer litteraturens karakter.

Se også artiklerne Dehumanisering*, Fremmedgørelse*, Realisme* [2].

[1] Marxistisk litteraturopfattelse:

Litteraturen ses gerne som en særlig afsondret del af menneskelig virksomhed, som en kreativitet, der er hævet over historien og fra Homer til i dag har formuleret Sandheder om Mennesket. Det foregående må gerne betragtes som én lang kritik af dette litteratursyn i alle dets afskygninger. Naturligvis vil de færreste acceptere denne grove fremstilling af synsmåden, men den skjuler sig ikke desto mindre mange steder, også hvor det ikke skulle ventes.

Heroverfor sætter en del marxistisk kritik et begreb om litteraturen som indgående i den »overbygning«, som - ifølge et berømt Marx-citat - hæver sig over samfundets økonomiske basis og udgør forsvaret for denne. Dette synspunkt findes i en række stærkt reducerende udgaver, som gør litteratur til ren ideologi-formidling i snæver forstand. Også dette synspunkt er der i det foregående polemiseret imod; men at litteraturen som bevidsthedsfænomen indgår i et betingelsesforhold med den øvrige samfundsformation er til gengæld også denne artikels grundsynspunkt. Denne indgåen har tre aspekter, som jeg vil komme tilbage til: produktion, cirkulation og konsumption.

Det er blot ikke alene litteraturen, der har denne status, også enhver anden sprogbrug indgår i betydningsproduktionen. Der sættes traditionelt et skel mellem dagligsprog eller normalsprog og litteratur; et skel, der trækker mere med sig, idet dagligsprog formodes at være direkte kommunikerende.

Der er her grund til at foretage en dobbelt overførsel af synspunkter: på den ene side må litteraturen også opfattes som kommunikerende ..., på den anden side må dagligsprogets kommunikationsform i høj grad anses for lige så indirekte som litteraturens, således at de fortolkende angrebsmåder, som er udviklet i forbindelse med litteratur, med fordel kan bringes i anvendelse over for tilsyneladende uskyldig og gennemsigtig dagligsproglig kommunikation. Hvoraf det da er nærliggende at drage den konklusion, at såvel »litteratur« som »dagligsprog« bør bringes under samme synsmåde: som tekster slet og ret.

(Peter Madsen: Litteraturforskningens Interesse. I: 60ernes danske Kritik, 1970)

[2] Kritik af marxismen som videnskabelig metode:

Noget kunne tyde på, at der er behov for en teori, der anviser marxismen samme plads, som Newtons fysik har i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede: den har fremdeles gyldighed under bestemte forudsætninger, men den udtømmer ikke hele virkeligheden. For at blive både i fysikken og i marxismen kan her anføres en bemærkning af en slags østtysker, nemlig Bertolt Brecht. Han citerer i sin arbejdsjournal fra eksilårene fysikeren Max Planck for en bemærkning om, at »det er umuligt at sondere det indre af et legeme, hvis sonden er større end hele legemet.« Brecht tilføjer: »Også den historiske materialisme viser denne »uskarphed« i relation til individet.« (26.3. 1942, Arbeitsjournal s. 397). Måske er det ligeså med den dialektiske?

(Per Øhrgaard i Kritik 31/1974)

Til toppen

Glossary

Homer

Homer var måske en græsk digter, der levede i det 8. årh. f. Kr. Han er af mange regnet for at være forfatter til de to epos Iliaden og Odysseen.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt