Modernisme: Samlende betegnelse for en række umiddelbart meget forskellige retninger i europæisk litteratur (tidligst i Frankrig: Charles Baudelaire (1821-1867), Stéphane Mallarmé (1842-1898). Jf. Ekspressionisme*, Imagisme*, Surrealisme*, Systemdigtning*.

Den fælles forudsætning, der skulle berettige til at sammenfatte de mange retninger, det »moderne«, er fraværet af en livstolkning, religiøs, politisk, biologisk, der kunne hjælpe individet til at orientere sig og til at handle med formål, meningsfuldt for den handlende selv. Modernisten oplever, at han står udenfor eller overfor et ufortolkeligt kaos; dette misforhold mellem jeg og verden kan beskrives som »interferens« (Johs. V. Jensen) eller som absurd*.

I sit udspring er modernismen samtidig og tæt forbundet med storbyen, industrialismens anonyme, uhjemlige metropol. Og med nedbrydningen af kristendommens trosgrundlag. Jf. Dehumanisering*, Nihilisme*. Et modernistisk tema bliver derfor jegets isolation i sin egen indre virkelighed [1], et andet, hvad man med en Rifbjerg-titel kan kalde jegets konfrontation med virkeligheden udenfor: sammenstødet af indre og ydre, jf. Ekspressionisme* [2].

Det er en typisk og konsekvent modernistisk opfattelse, at værket ikke skal bære noget budskab, for der er ingen sandhed udenfor teksten: »a poem should not mean, but be« (sidste linjer i digtet "Ars Poetica" (1926) af Archibald MacLeish). Digtet er til for sin egen skyld, og skildrer ofte sin egen tilblivelse: skabelsen af kunstnerisk form er den eneste meningsfulde handling, jf. citat ved artiklen Nihilisme*.

I sin foretrukne genre: lyrikken* eksperimenterer modernismen radikalt med sproget. Både hverdagssproget og den poetiske tradition (»den bløde tradition«) afspejler døde vurderinger, en vaneopfattelse af verden - og må nedbrydes. Traditionel metrik forkastes (jf. Frie vers*); ny formmønstre etableres i syntaksen* og i en kompliceret, associationsladet billedstil. Ordvalget præges af nydannelser (sammensætninger). Normalsætningen viger for opremsning og ellipse*.

Modernismens erkendelsesgrundlag udløser meget forskellige holdninger: desperation, handlingslammet angst - og ekspansiv livsfølelse i den forstand, at sammenbruddet af nogle opleves som befrielse af uprøvede muligheder [3].

I dansk litteratur kan Sophus Claussen (1865-1931) og Johannes V. Jensen (1873-1950) med dele af deres forfatterskaber (Claussen: Djævlerier, 1904; Johs. V. Jensen: Digte, 1906) betegnes som modernister. Men som »modernismens første generation« regner man dog 1920ernes og 30ernes ekspressionister og surrealister: Tom Kristensen (1893-1974, måske især som prosaist), R. Broby-Johansen (1900-1987), Gustaf Munch-Petersen (1912-1938).

Modernister i tiden efter Anden Verdenskrig er Erik Knudsen (1922-2007), Ole Sarvig (1921-1981), Thorkild Bjørnvig (1918-2004). Erik Knudsen skriver dog - som senere Ivan Malinovski (1926-1989) - på et socialistisk-humanistisk værdigrundlag.

Først o. 1960 bryder modernismen for alvor igennem i en hel og stor generation af lyrikere (»modernismens anden generation«): Klaus Rifbjerg (1931-2015), Jørgen Sonne (1925-2015), Ivan Malinovski, Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Benny Andersen (1929-2018), Uffe Harder (1930-2002), Jess Ørnsbo (1932-2019). Moderne prosaister er Peter Seeberg (1925-1999) og Villy Sørensen (1929-2001).

En gennemgående tendens for disse andengenerations-modernister er angrebet på den borgerlige pænhed og tamhed, som tilslører virkeligheden. Rifbjerg befrier de elementære fysiologiske funktioner for deres tabubelægninger og dokumenterer, at den moderne poesis sprog ikke er guldaldersmukt. Benny Andersen driver hverdagssprogets fraser ud i vanvittige konsekvenser. Malinovski udleverer reklamesprogets værdiforfalskninger, senere sproget overhovedet: den herskende klasses fundamentale indoktrineringsvåben.

Efter 1965 træder modernismens tredje generation frem, - i markant opposition til forgængerne (jf. citat af Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) ved artiklen Metafor*); først eksperimenterer man med konkret poesi*, og delvis på grundlag heraf udvikler systemdigtningen* sig.

[1] Jegets isolation i sin egen virkelighed:

Fragment
Dødsstilhed omkring mig -
mit Værelse, intet andet.
Kom Regn paa Ruden og Blæst i Grenene:
Fortæl mig om Verden, fortæl at den endnu er til.
Bring Bud. Bring Bud fra alt, hvad
jeg har elsket
og elsker. Stilhed. Findes Verden endnu?
Stumper af Erindringer, ubevægelige, uden Strømning,
som løfter mig ind i et Billede, Drøm eller Søvn;
usalige Stumper, lammet af Angstens magiske Øje,
Vrængbilleder af mit Liv. Findes Verden endnu?
Musik, Musik, den store kinesiske Tromme!
Giv mig min Erindring tilbage -
eller en himmelsk Erindring om Ting, som aldrig er sket,
men maaske engang -
et Haab.
Eller om alt er forspildt, lad mig møde og høre en gammel Kone
med Raad eller Guldæble sige: Dér kommer du sent eller aldrig.
Hvem staar og ser igennem mig paa mig?

(Thorkild Bjørnvig: Anubis, 1955)

[2] Konfrontationen:

Punkt
Snøret ned af nat
hus, persienner
vindueskarm, radiator
bord, gulvbrædder, seng
tæppe, dyne
nærmere
punktoplevelsen
solens syrehul bag det
sværtede glas i
formørkelsesøjeblikket
ansigtets hvide slagger
sekundoplevelsen
i balancepunktet
mellem opbrugt fortid
og ubrugelig fremtid
alle ure slår tre
mod mørket.

(Klaus Rifbjerg: Konfrontation, 1963)

[3] To kritiske opfattelser af modernismen:

. . . hvorfra stammer denne skelnen mellem jeg'et og omverdenen, mellem jeg’et og kroppen - mellem den ydre, reale verden og den indre, ideale? Er det desuden, ad mange krogede omveje den gamle bondepietisme, der stikker hoven frem og giver dansk modernistisk digtning dens helt specielle særpræg af skyld og verdensfjendskhed? . . .

Hvorom alting er: modernismen er en romantisk oplevelseslitteratur, den er inderligheden udsat for poetisk billedyngel eller prosaisk åndemaneri. . . Den er renhedsdyrkende, platonisk, idealistisk.

Modernismen er en bodslitteratur.

(Henrik Stangerup: Den danske Syge, Politiken 9.1.1967. Trykt i Schoustrup Thomsen: Virkeligheden der voksede, 1970)

Jeg tror, at den moderne kunsts oprør mod civilisationen, teknikkens herredømme, den traditionelle tænkning, der har spaltet mennesket, undertrykt sanserne og følelsernes part, og henvist til en udbytning af objekterne, jeg tror, at dette oprør indebærer profetien om et kommende liv, men jeg tror tillige, at modernisterne i deres respektive præstationer og løsninger af opgaven har ligget under for en af fjendens metoder, nemlig spaltningens livsstil. I fornægtelsen af intellektet, eller i absurd, pedantisk, bizar parodi på erkendelse, eller i dyrkelsen af kunst og poesi som erstatning for religion.

(Jørgen Gustava Brandt, Udflugter, 1961)