Monolog

Monolog: enetale, modsat dialog*. Monologen, hvori en person udtaler sine tanker og følelser, er almindelig i ældre dramatik. I enetalen kan hovedpersonen på et kritisk tidspunkt udtrykke sin lidenskabelige bevægelse eller sin indre konflikt, og dermed motivere de beslutninger, som fremkalder handlingen [1].

Monologformen rummer overhovedet bekvemme muligheder for at give nødvendige oplysninger; ofte fremlægges væsentlige dele af ekspositionen* i en indledende monolog.

1800-tallets realisme* og naturalisme* lyser monologen i band; mennesker tænker ikke højt. I moderne antinaturalistisk teater tages den op igen.

Dramaets enetale svarer til den episke digtnings indre monolog, jf. dækning*.

Lyrik har oftest et monologisk præg: et »jeg« udsiger sin følelse; i rolledigtet* træder denne jeg-person særlig tydeligt frem. En drama-monolog lader sig således undertiden læse isoleret som et selvstændigt, lyrisk digt [2].

[1] Holberg parodierer tragedieheltens krise-monolog:

MONTANUS: . . . Paa den ene Side staaer Philosophien, som byder mig holde Stand; paa den anden Side min Kiæreste, der bebreider mig min Koldsindighed og Utroeskab. Men skulde Erasmus Montanus af nogen Ting lade sig bevæge at staae fra sin Meening, som hidindtil har været hans Hoved-Dyd? ney vist ingenlunde! Dog her er jo Nød, som bryder alle Love . . .

(Erasmus Montanus, tr. 1731)

[2] Dramatisk monolog - og lyrisk (rolle)digt:

ALADDIN paa sin Moders Grav. Han lader som han sad og vuggede hende:

Visselulle, nu Barnlil!
Sov nu sødt og rov nu længe!
Skiønt din Vugge stander stil,
Uden Dunn og uden Giænge.
. . .

(Oehlenschlæger: Aladdin, 1805)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt