Motiv 1: Ligesom man taler om et maleris og et fotografis motiv, bruger man i litteraturforskningen ordet om en indholdsenhed med et karakteristisk og selvstændigt præg.

Man definerer almindeligvis motivet som en 'typisk situation'. 'Typisk’ indebærer, at situationen kan genkendes som den samme i forskellige digterværker. Motivet eksisterer som abstrakt forestilling udenfor det enkelte værk, hvor det realiseres i et bestemt stof*. 'Situationen’ er i lyrikken ofte en naturoplevelse [1].

I episke og dramatiske værker indeholder motivet kimen til en handling*, jf. konfliktmotiver som bortførelse og arvestrid. Konflikten kan være givet på forhånd med en bestemt personkonstellation: ung kone - gammel mand (et klassisk komediemotiv), forældre - halvvoksne børn (generationsopgøret). Et motiv kan også være en person med ét fremtrædende karaktertræk (Den Stundesløse, fantasten), som i sig selv antyder arten af begivenheder, personen vil blive midtpunktet i.

Ordet ’tema’* bruges undertiden i samme betydning som ’motiv’, men det er praktisk at skelne dem, sådan at ’tema’ betegner værkets idé eller grundproblem [2].

Et ledemotiv er en genkommende detalje i teksten, fx en kort beskrivelse af en person eller en genstand med de samme ord. Ledemotiver kan angive temaet eller en vigtig side af det.

[1] Et ordinært natur-motiv!

Havet
Jag står framför havet.
Där är det.
Där är havet.
Jag tittar på det.
Havet. Jaha.
Det är som på Louvren.

(Louvren: kunstmuseum i Paris).

(Goran Palm, 1964)

[2] 'Danmarks gamle Folkeviser’ (DgF) er disponeret efter motiver (: »temaer«):

Vi kommer saa til Viser om mandlige Bedrifter. Først om Fejde (DgF 316-34), om Nidingsværk og Svig, Drab paa Frænde, paa utro Fæstemø eller Hustru, om Hævn over spotsk Jomfru, om Ulykke, Mord og Henrettelse (DgF 335-77).
Saa er der Viser om genfunden Søster eller Fæstemø (DgF 378-80) og om Sangens Magt (DgF 381-86).
Et meget benyttet Visemotiv er, at Ridder ved snild eller dristig Daad vinder attraaet Mø. Dette Tema varieres i det uendelige. Undertiden indfinder den af Jomfruen foretrukne Bejler sig ved Jomfruens Bryllup med paatvungen Brudgom, snart indtager han dristig Brudgommens Plads i Brudehuset (DgF 387-91), snart faar han Bruden ud af Bryllupsgaarden ved List eller aaben Kamp (DgF 392-98). Ridder kan ogsaa bortføre sin Jomfru ved andre Lejligheder end netop Brylluppet (DgF 399-404), en særlig Visegruppe omhandler Bortførelse af Klosterjomfruer (DgF 406-09).
Yndet Motiv er Ridders Nattebesøg i Jomfruens Bur; paa Tilbagevejen overfaldes han af hendes Frænder, men sejrer i Reglen over dem (DgF 410-20) . . .

(H. Grüner-Nielsen i Nordisk Kultur IX, 1931)