Narratologi

Narratologi: læren om fortællingens (handlingens) struktur*.

En forløber for den moderne narratologi er russeren Vladimir Propp (1895-1970), som i 1920rne søgte at definere handlingens mindstestørrelser, »funktioner«, i et antal russiske folkeeventyr. Propp fandt 31 sådanne funktioner: de behøver ikke alle at være realiseret i det enkelte eventyr*, men deres indbyrdes rækkefølge er konstant [1].

Den senere franske strukturalisme* har simplificeret og generaliseret Propps eventyrbeskrivelse. Claude Bremond (f. 1929) opstiller således en trefaset model for handlingsforløbet:

  1. Første fase er en situation, der åbner mulighed for handling
  2. Anden fase rummer et alternativ: enten aktualiseres handlingsmuligheden, eller den aktualiseres ikke; hvis det første er tilfældet, fremkaldes en
  3. tredje fase, som også har alternativ struktur: enten fører handlingen til succes eller den mislykkes [2].

A.J. Greimas’ (12917-1992) reduktion af Propps funktionsrække resulterer i aktantmodellen [3]. »Aktanter« er funktioner, aktionsfelter, der må skelnes fra »aktørerne«, de fiktive personer, som realiserer aktanterne (»rollerne«). Til den enkelte aktant knyttes »prædikater«, som kan være af to slags: statiske »kvalifikationer«, som betegner egenskab eller tilstand, og dynamiske kvalifikationer, som betegner handlinger.

I sin model af betydningens grundstruktur opererer Greimas med to former for modsætning:

  1. Betydninger som »sjæl« og »legeme« forudsætter gensidigt hinanden (: de defineres ved hinanden) og udelukker derfor heller ikke hinanden; de kan tænkes sammen i en kombination.
  2. Mellem betydningen »sjæl« og denne betydnings negation »sjæl« (: ikke-sjæl, fravær af sjæl) - og tilsvarende mellem »legeme« og »legeme« består der derimod eksklusive modsætninger: de kan ikke sammentænkes.

Forholdet mellem de 4 komponenter fremgår af modellen [4]: <—> markerer de eksklusive modsætninger, —> forudsætningsforholdene.

Modellen illustrerer for det første tekstens tematiske struktur: forholdet mellem de begrebsmodsætninger, der indeholdes i temaet*. I en videre analyse kan man påvise, hvilke komponenter der er positivt, og hvilke der er negativt valoriseret (: tilskrevet positiv/negativ værdi), og således beskrive tekstens værdisystem.

For det andet kan modellen opfattes som en forløbsmodel, der viser de lovmæssige forskydninger (transformationer) i tekstens betydningssystem (nogenlunde: situationer, faser). Modellen skal da læses i rækkefølgen a-d-b-c (jf. betegnelsen »butterflymodellen«) [5].

»Handling« kan altså defineres som den fremskridende virkeliggørelse af »betydningens grundstruktur«.

De narratologiske modeller reducerer således teksten til et system af betydninger. Disse modeller er derfor velegnede og ofte anvendt som grundlag for ideologikritikkens* tekstanalyser [6].

[1] Uddrag af Propps funktionsrække:

Den forberedende del (fx forbud/forbudet overtrædes) - skurkestreg (fx forvisning/forbytning) - mangel (fx mangel på en hjælper) - formidling (fx bortsendelse/frigivelse) - begyndende modhandling - heltens udrejse fra hjemmet - giverens første funktion (fx prøvelse) - heltens reaktion (fx prøvelsen stås igennem) - erhvervelsen af et tryllemiddel (fx midlet overrækkes/udpeges/tillaves) etc.

(efter Tekststrukturer, 1974)

[2] Bremonds model af handlingens faser:

[3] Greimas' aktantmodel:

[4] Greimas' model af betydningens grundstruktur:

[5] Grundstruktur-modellen som forløbsmodel, eksemplificeret ved folkevisen Ebbe Skammelsøn, forløbet c-a realiseres ikke: visen ender tragisk:

[6] Et kritisk forbehold over for narratologien:

. . . Det ligger i sagens natur, at man under arbejdet med modellerne må foretage en kraftig reduktion af fortællingen, afpille den til dens skelet, reducere den til dens konstituere(n)de elementer. Som Greimas foreskriver denne reduktion, synes den bl.a. at indebære, at fortællingen anskues som et rent 3.-persons forløb, mens fortællemåde m.m. negligeres som uinteressante omstændigheder. Dette fungerer udmærket på folkeeventyr og mange andre tekster, men er dog for en gammel nykritiker en kamel at sluge.

Noget tyder på, at det kan være frugtbart at arbejde ud fra den antagelse, at det, som modellerne så præcist kan indfange, er betydningsstrukturer i »det fortalte«, og at det derudover kan være nødvendigt at interessere sig for den måde, hvorpå dette er fortalt, »udsigelsen«.

I det opgør med den klassiske strukturalisme, som i de seneste år er rejst, med forskydning af interessen fra påvisning af betydningsmønstre, betragtet som forekomster i tekster, til studiet af betydningsproduktion i sproget, har skrivemåde, écriture om man vil, fået fornyet interesse. Ironien hører herunder.

(Finn Brandt-Pedersen i Meddelelser fra Dansklærerforeningen 1/1973)

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Konstituere

organisere, ordne, fastsætte, danne

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt