Nihilisme

Nihilisme (af lat. »nihil«: intet) betegnelse for den overbevisning, at ingen værdier, fx religiøse eller politiske, kan give livet mål og mening: tilværelsen henligger for nihilisten som et kaos.

Begrebet præges i 1800-tallet samtidig med ateismens udbredelse; hvor ingen anden livstolkning erstatter troen, bliver nihilismen konsekvensen [1]. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) påviste, at begreberne godt og ondt er menneskeskabte, altså relative og ikke absolut forpligtende: den kristne moral bestemmer han som en slavemoral. Men denne erkendelse fremkalder i Nietzsche forventningen om en ny livsbekræftende, frigjort mennesketype: overmennesket, der helt tør følge instinkt og vilje (Zarathustra, 1892).

Nietzsches amoralisme sætter sig spor i dansk litteratur o. 1890 (Jakob Hansen (1868-1909), Martin Andersen Nexøs (1869-1954) ungdomsværker, Ernesto Dalgas (1871-1899)).

Forestillingen om nihilismens kaos som det frugtbare udgangspunkt også for kunstnerisk skaben overtages i 1920erne af Tom Kristensen (1893-1974) og Per Lange (1901-1991).

Den nihilistiske livsoplevelse et udbredt tema i modernismens digtning (Ivan Malinovski, 1926-1989): i intetheden bliver den rene vilje til form meningsfuld i sig selv; mange modernistiske digte handler om deres egen tilblivelse [2].

[1] Nihilismen fordriver kunsten:

. . . Jeg opstiller her uden Betænkning den Paastand, at Tvivl om Individernes Udødelighed er Kunstens Kræft, og Overbevisning om deres Forgængelighed er Kunstens Grav ...

Den sande Kunst er en Anticipation (: foregribelse) af det salige Liv. Den fuldkomne Harmoni mellem Universalitet og Individualitet, som finder Sted i Kunstnerens Bevidsthed, naar han producerer et ægte Kunstværk ... er et Billed af de fuldkommen forklaredes Salighed, hvori det individuelle Liv uden Modstand bliver udfyldt af den eviges Vilje .. . Det er da sandsynligt, at den ret gennemførte Negation først rent vil fortrænge Kunsten, inden Livets Tomhed og Øde ved dette Savn ret klart kan blive stillet Tidsalderen for Øje.

(Poul Møller: Om Udødeligheden, 1837)

[2] Kunsten er et værn mod nihilismen:

. . . Formen alene, Formen som Instans, den rene kunstneriske Form, beskytter og gør usaarlig mod Intetheden, som den ustandselig grænser umiddelbart op til. Og man forstaar Kløften mellem Betragteren, Tilhøreren, Læseren — og Kunstneren, som menneskeligt, ikke blot intellektuelt, er vaagnet op til denne Følelse af Intethed, og som af ren Selvopholdelsesdrift er hjemsøgt af denne artistiske Lidenskab; jeg tror ikke, jeg har set det udtrykt mere klart og haardt end hos Nietzsche: »Prisen for at være Kunstner er den, at man føler dét, alle Ikkekunstnere kalder »Form«, som Indhold, som »Sagen selv.«

(Thorkild Bjørnvig: Begyndelsen, 1960)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt