Ode

Ode: Lyrisk genre*. De græske og romerske digtere brugte betegnelsen om digte af meget forskellig karakter. Den senere europæiske litteratur forstår ved »ode« et begejstret hyldestdigt i høj stil. Odens emne er ofte et begreb. Lovprisningen begrundes filosofisk: Oden er et tankedigt. Versemålene er fri efterligninger af de klassiske. Stroferne er rimfri.

I dansk litteratur skriver Johs. Ewald (1743-1781) en række store oder (Til Sjælen [1], Til min M(oltke)). Efter 1800 dyrkes genren yderst sjældent. Den traditionsbevidste modernisme* kan afprøve den klassiske form på et moderne stof og på baggrund af moderne erfaringer, som uundgåeligt indgår en absurd forbindelse med odens højstemte alvor [2].

[1] En klassisk ode til sjælen:

Siig du nedfaldne, spæde, afmægtige
Broder af Engle! Siig, hvi udspreder du
Fierløse Vinger? - Ak, forgieves
Flagrer du op mod din første Bolig! ...

(Ewald, 1780, jf. citat ved artiklen Antikken)

[2] og en moderne ode til rustningerne:

Blå ørne med huggede kiper, jeg fløjter over Jer
og lundene blæses ribbede for lam og hyrdespil.
Farvel min grædende ø af mælk og honning i spejlet!
Hér samler jeg Menageri, sætter de 1003 navne på Jer:

Disse frosne bulldogfjæs. Gorillaers kraniekram.
Djævle schnurrbarts! og snudernes glat forsorne
åndetremmer, Fysiognomier uden for al nomenclatur:
Armérede pattedyr på to . . .

(Jørgen Sonne, Krese, 1963)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt