Originalitet: En forfatters eller et værks individuelle ejendommelighed.

Det udtrykkelige krav om originalitet, som endnu i dag for mange er en selvfølgelig del af en kunstnerisk vurdering, er imidlertid ikke mere end godt 200 år gammelt. Det udspringer af førromantikkens* syn på digteren som et selvstændigt skabende geni, og på digterværket som et produkt af inspiration, et udtryk for kunstnerens uforvekslelige individualitet. Med originalitetskravet vender førromantikken sig imod klassicismens* imitationsprincip. For den tyske klassik (Goethe) og dermed den danske guldalderdigtning er dog den kunstner, der ved originalitet kun forstår individualitet, en 'Narr auf eig'ne Hand'. »Original« betyder også »oprindelig«: Den originale kunstner udtrykker det fælles i en personlig form [1].

Igennem 1800-tallet bestræber digterne sig stadig mere intenst på at formulere sig originalt; eksempler er J.P. Jacobsens beskrivelsesstil og impressionismens* raffinerede stileksperimenter o. 1890. En første årsag til denne tendens kan søges i litteraturens sociale betingelser. Efter ca. 1750 udvikles forlagsproduktionen. Den enkelte digter skriver ikke længere for en lille kreds af venner og velyndere (mæcener), men, i økonomisk konkurrence med andre digtere, for et bredt sammensat publikum, hvis opmærksomhed det gælder om at fange og fastholde: Digterens originalitet bliver hans nødvendige varemærke.

I modernismens* seneste fase, systemdigtningen*, sætter reaktionen mod den stadig levende romantiske kunstnermyte ind [2]. Marxistisk litteraturkritik bekæmper den originale personlige stil som udtryk for en individualistisk og derfor begrænset bevidsthed [3].

Forskellige tolkninger af originalitetsbegrebet:

[1]

... Dersom man forresten finder at disse Samlinger indeholde noget oprindeligt Eget, Forfatteren selv tilhørende, vil det glæde ham. I enhver Kunst-Periode, hvor den ene Kunstner træder i den Andens Fodspor, er det ligesaa naturligt, at det Foregaaende maa have virket paa ham og at det reflecterer sig fra ham, som at han, hvis han er en virkelig Kunstner, amalgamerer det Givne med sin egen Individualitet, og paa denne Maade bringer noget hidtil Useet . . .

(Oehlenschläger: Fortale til Poetiske Skrifter 1805)

[2]

... Under indtryk af popkunsten (og den nyenkle poesi i Sverige) søgte nogle mod en forankring i den fælles sociale hverdagsvirkelighed i et sprog der bevidst søgte at omgaa Den litterære Institutions metafysisk befængte særsprog for bare at blive en snak mellem andre former for snak . . .

(Hans-Jørgen Nielsen: Hunden foran tragten, Kritik 20/1971)

[3]

... Ved sin samarbejdning af det konkret sanselige og en associativ fantastik har denne écriture (med god grund) gjort Rifbjerg berømt, men det er på den anden side evident, at den indeholder en begrænsning, idet disse associative kombinationer, der ved første øjekast synes at åbne mulighed for en udvidelse af beskrivelsesfeltet, på en anden vis samtidig indsnævrer det, fordi der er tale om en subjektcentreret iagttagelsesform. Derved sker struktureringen på grundlag af det partikulært-konkrete og genereringen sker gennem en individuelpsykologisk motivation . . .

(Jørgen Dines Johansen om Klaus Rifbjerg: Anna (jeg) Anna, Tekstanalyser, 1971)