Paradoks

Paradoks: tilsyneladende selvmodsigelse, ofte formuleret som en antitese*: »ensom i mængden«.

Paradokset er som andre sproglige overraskelseseffekter karakteristisk for barokkens* stil, i periodens religiøse lyrik som et tilspidset udtryk for modsætningen mellem timeligt og evigt [1]. I en udvidet betydning af begrebet har nykritikken* (Cleanth Brooks) betegnet paradokset som noget ejendommeligt for poesi og poetisk livsforståelse overhovedet: Digtet bringer forestillinger sammen, som vanebevidstheden og hverdagssproget holder adskilt (jf. Metafor*).

[1] Paradokset er karakteristisk for barokkens stil:

Mig tjener alle Ting til Gavn,
Naar jeg kun frygter Herrens Navn;
Det onde virker mig til godt,
Til evig Ære Verdens Spot.

(Kingo, 1681)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt