Paratakse

Paratakse: »Sideordning«, betegnelse for en sætningsopbygning, der præges af forholdsvis få ledsætninger. De fleste helmeninger (»punktummer«) udgøres af sideordnede hovedsætninger + relative ledsætninger og at-sætninger i begrænset omfang [1].

Paratakse er karakteristisk for talesproget og for skriftsprog, der bygger på eller afspejler talesproget. Skønlitterær prosastil har siden slutningen af 1800-tallet haft et parataktisk præg. I dansk litteratur foregriber H.C. Andersen denne udvikling: Han bryder med den akademiske skriftsprogsnorm og tager talesproget til mønster. Den moderne parataktiske fortællestil udvikles dels af impressionismen* (Herman Bang), dels, som tilstræbt mundtlighed, af de folkelige forfattere efter 1900: Johs. V. Jensen, Aakjær, Skjoldborg, Jakob Knudsen, Nexø. Jf. Hypotakse*, Lix*.

[1] Paratakse i personal fortællestil:

. . . Hans blik fejede stuen rundt. Han gik ned i knæ, så under sovesofaen. Var ved vinduerne, undersøgte på ny hasperne. Med sherryglasset fyldt op skilte han gardinerne og stirrede ned på parkeringspladsen. Ingen. Han var tilbage og følte med fingerspidserne over den klistrede plet. Den kunne stamme fra noget andet. Den var næsten ikke til at mærke længere. Det afgørende var, at ingen . . . men han kom i tanker om en mulighed til . . .

(Anders Bodelsen: Tænk på et Tal, 1968)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt