Periode

Periode: Tidsafsnit. Hvordan litteraturhistoriske perioder skal defineres, er et vanskeligt teoretisk problem; i praksis arbejder den samme litteraturhistorie eller antologi ofte med periodebegreber, som er dannet på vidt forskelligt grundlag. I princippet kan man skelne mellem to typer af definitioner:

1. Perioden afgrænses på ikke-litterært grundlag ud fra historiske begivenheder: »Mellemkrigstiden«, eller ud fra ændringer i politiske, sociale og økonomiske forhold (som i sig selv kan tolkes som årsager til og virkninger af begivenhederne) [1].

Marxistisk litteraturforskning* hævder, at litteraturen som alle andre bevidsthedsytringer betinges af samfundets materielle forhold (produktionsforholdene). De store ændringer i den økonomiske udvikling foregår over lange tidsrum: Marxisten taler hellere om faser end om skel. Overgangen fra feudalsamfund til kapitalisme fører i løbet af 1700-tallet til, at en borgerlig offentlighed og en borgerlig kritisk litteratur opstår. Den nyere tids perioder spejler industrialiseringens forskellige faser: I Danmark fx stordrift fra o. 1870, rationalisering og mekanisering i 1920'rne, voldsom ekspansion i 1960'erne, hvor industrien afløser landbruget som vigtigste erhverv. Sammenhængen mellem den økonomisk-sociale basis og overbygningen, som litteraturen er en del af, er i reglen ikke umiddelbart synlig. Den er tværtimod udelukket af den bevidsthed, som periodens litteratur udtrykker eksplicit*: den herskende klasses ideologi*. De periodedefinitioner, som omtales nedenfor, er for marxisten alle overfladebeskrivelser.

2. Perioden afgrænses litterært, dvs. ud fra en litterær analyse af et antal samtidige tekster. Perioden er da et tidsrum, hvori de fleste litterære værker opviser fællestræk med hensyn til stil*, genre* (hvilke genrer foretrækkes? hvordan udformes genrerne?), motiv*-valg og -behandling. Et eksempel på en litteraturhistorie, der bygger på et sådant periodebegreb, er F.J. Billeskov Jansens Danmarks Digtekunst I-III.

De fleste periodedefinitioner i litteraturhistorier og antologier repræsenterer mellemstandpunkter i forhold til de to grundtyper. Deres grundlag strækker sig på den ene side ud over litteraturen, på den anden side holder de sig indenfor, hvad marxisterne kalder overbygningen: »kulturhistorien« (filosofi, religion, kunst i almindelighed) [2]. Jf. periodebetegnelser som »reformationstiden« (i tilslutning til religiøse forhold), »barokken« (oftest defineret ved hjælp af begreber fra kunsthistorien), »romantikken« (anskuet i sit udspring som en filosofisk revolution), »naturalismen« (hvis kunstneriske fremstillingsformer og livsholdning (ateisme*, determinisme*) forklares ved et nyt videnskabssyn).

Periode-begrebet er altså i teori og praksis mangetydigt. Det skyldes, at »perioden« er en abstraktion, et system til at beskrive med og derfor primært afhængigt af beskriveren. Afgrænsningen er altid principielt vilkårlig, selv om man ofte kan bygge på en formuleret gruppefølelse (»generationsbevidsthed«) hos samtidige forfattere, jf. Manifest*. Vilkårligheden springer særligt i øjnene ved de yndede opdelinger efter runde tal: 1840'rne, Dansk Lyrik 1955-65 [3]. Enhver periodedannelse forudsætter subjektive afgørelser af spørgsmål som: Hvad omfatter »litteraturen«? (Skal triviallitteratur* og folkedigtning* medregnes?) I hvilket omfang skal man lukke øjnene for tilstedeværelsen af afvigere, fx ældre digtere, der ikke tager del i udviklingens omskiftelser (Henrik Pontoppidan dør først i 1943)? Hvor lang er en periode, dvs. hvor dybtgående ændringer skal der foreligge, før man sætter grænse? (»Periode« bruges både om »guldalderen« 1800-70 og om retninger som »poetisk realisme« i 1820'rne og »romantisme«* i 1830'rne).

[1] Marxistisk periodebestemmelse:

Tiden mellem de to verdenskrige er ofte af eftertidens historikere og kulturskribenter blevet behandlet som en sammenhængende periode: mellemkrigstiden. Vi anser det også for frugtbart at beskrive 20'erne og 30'erne under en fælles synsvinkel, da vi mener, at de to tiår - økonomisk og ideologisk - havde en gennemgående struktur, der var særlig udtalt netop i disse år. Man må imidlertid være opmærksom på, at en opfattelse af perioden som en mellemkrigstid er en konstruktion, der skyldes eftertiden. I samtiden oplevede man tiden frem til midten af 20’erne som en efterkrigstid, dvs. som et produkt af første verdenskrig; og det var først i løbet af 30’erne at folk begyndte at ane risikoen for en ny krig. Ud fra en opfattelse af at historien beskriver en sammenhængende udvikling, vil vi videre anskue den sociale og kulturelle situation i 20’erne og 30'erne som et produkt af de historiske omstændigheder, der førte til første verdenskrig. Tilsvarende mener vi, at en beskæftigelse med mellemkrigstiden først bliver meningsfuld, når man ser den i lyset af vores aktuelle situation. Mellemkrigstiden var en overgangsperiode i de kapitalistiske staters udvikling. De vesteuropæiske stater gennemgik en række økonomiske kriser, der affødte en permanent massearbejdsløshed. Disse kriser uddybede de eksisterende sociale modsætninger.

(af Indledningen til Antologi af Nordisk Litteratur, 9, 1973)

[2] - og åndshistorisk:

. . . Omkring 1920 stod et nyt slægtled overfor at skulle orientere sig i en verden, som så ganske anderledes ud end den, de var vokset op i. Fremtiden var deres, men de bragte arven fra fortiden med sig: Hvad enten de ville eller ej, var disse unge dog produkter af udviklingen fra 1870. Det vil sige intellektuelle mennesker, individualister, løst fra enhver forbindelse med de overindividuelle magter . .. Den enkeltes ret var gennemført som øverste princip i alle personlige forhold, den frie individualitet, som havde været den populære udviklingstankes endemål, var foregrebet og realiseret med et hastværk, som ikke stod i noget rimeligt forhold til de åremål, den biologiske udvikling regnede med. Et hastværks- og et voldsprodukt kan man sige. Der stod nu dette moderne menneske efter krigen, berøvet den fremskridtsidé, det tillidsfuldt havde ofret alt; et fornuftsmenneske, som ikke troede på fornuften; et kulturmenneske, som havde oplevet kulturens fallit; stod der alene med sin frihed, som fra en umistelig værdi var forvandlet til en hyrde, og savnede bitterlig et eller andet, det kunne hælde sit hoved til. . .

(Ernst Frandsen: Årgangen der måtte snuble i starten, 1943)

[3] Periodeafgrænsningen er principielt vilkårlig:

Og lad os nu se lidt på 60'ernes digtning, men ikke 1960'ernes, derimod 1760'ernes. Senbarokken levede endnu med Wadskiær, men sunket ned til lejlighedspoesi uden litterær agtelse, epokebegrebet oplysningstid gælder for hele det halve århundrede fra 1720 til 1770 og længere endnu, selv om oplysningens store digter, Holberg, var død i 1754. 1 1758 døde rokokoens betydeligste digter, Stub, men hans digte blev først udgivet 1771, i 1764 døde Brorson 70 år gammel, han var debuteret allerede i 21 med et lejlighedsdigt og hans første salmehefte kom i 31 - i 66 udgav man så hans »Svanesang«, digte der var skrevet i begyndelsen af 60'erne, tydeligt rokokoprægede. Men tidens to »modernistiske« retninger følsomheden og neoklassicismen var allerede godt i gang, Klopstock havde været i København siden 1750 og han og hans kreds øvede stor indflydelse, hofpræsten Cramer præsenterede i 1760, året efter at den var udkommet, Youngs Conjectures, og i 1765 kom Gerstenberg til København, 1766 begyndte hans Literatur-Briefe at udkomme med Shakespeare-reklame osv. Stenersen, der var født i 23 havde i 52 udgivet sit kritiske kampskrift og debuterede som lyriker i 54, Tullin, der var født i 28, skrev sine vigtigste digte omkring 60 og døde i 65 - og de unge stod på spring: Ewald, født i 43 debuterede allerede i 64, (samme år som jomfru Biehl fik sin første originale komedie op), medens den et år ældre Wessel ikke debuterede før 72.

(Poul Borum, Kritik 9/1969)

Til toppen

Glossary

Eksplicit

betyder 'direkte' eller 'åbenlyst' - i modsætning til implicit, der betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået'.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt